Wanna touch my wobbly bits?

Er det muligt at erhverve sig en god solid mumbod før man overhoved er blevet mor? Svaret er ja. Altså. Nu har jeg jo ikke født, så egentlig er svaret jo faktisk nej efterfulgt af en stor, fed, syngende lussing fra alle verdens mødre. For nej, jeg har ikke strækmærker på maven eller en flækket kusse og et ligeså flækket røvhul. MEN! Jeg har en mumbod i den forstand, at jeg ikke lever og ånder for min krop og dens udseende længere. Jeg er forfængelig, naturligvis er jeg det, men jeg er også nået en alder, hvor jeg mere eller mindre har lært hvordan jeg skal klæde min kropstype, så den tager sig bedst ud. Der er nogle grundlæggende do's and don't's og dem bliver jeg simpelthen nødt til at holde- og forholde mig til.

Den er kommet snigende, mumboden altså, de seneste par år. Jeg tror argumentet for, at min krop ser ud som den gør, er lig dadbodsnes. Jeg har simpelthen bedre ting at tage mig til end at træne hver dag. Min undskyldning er dog ikke børn, og det er så her alle verdens mødre igen gerne må stikke mig en flad, for så længe børn ikke er undskyldningen for min krops udseende, så kan jeg umuligt lade min krop gå ind under kategorien mumbod. Njarh så er kategorien nok nærmere bare dovenskab. Men at studere og arbejde en helvedes masse og så i øvrigt have alle mulige andre bolde i luften, ikke så meget mænd disse dage, men andre projekter... Hvis det på nogen tænkelig måde, skal stemme overens med den ellers fantastiske fremdriftsreform(........), betyder det, at jeg løber fucking stærkt, altså tydeligvis ikke i den bogstaveligste forstand, for at få mit liv til hænge sammen. Bevares jeg løber også. Også i bogstaveligste forstand. En gang i mellem. Jeg danser da også. En gang imellem og også uden meget store mængder af alkohol i blodet.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville synes det havde været meget lettere for mig, at finde tøj og særligt bukser, hvis ikke det var fordi jeg ikke havde 5-10kg for meget på sidebenene. Men ofret, der skal bringes for at være dét tyndere, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at efterleve. Jeg er for meget en livsnyder. Og det vil med andre ord betyde, at jeg skulle vinke farvel til alt, hvad der hedder rødvin og chokolade. Det er jo ikke fordi jeg lever af rødvin og chokolade, men jeg har nok, hånden på hjertet, et rimeligt forbrug. Et forbrug som jeg ser som den bedste treat i verden, en treat, jeg helt seriøst ville blive deprimeret af ikke at kunne give mig selv.

Så let's face it, jeg bliver sgu nok aldrig model, det løb er ligesom kørt, både pga min vægt men nok også grundet det faktum at jeg min højde svarer til en høj dværgs. Og det er måske også okay, at jeg aldrig får en krop som Miley Cyrus, tilgengæld kan jeg få lov at spise mad og drikke vin og det er på en eller anden måde også ret i orden.