mandag den 29. juni 2015

Vil du være en idiot overfor mig?

Ja, så er den gal igen. Jeg har mødt en ny fyr. Åh nej, tænker du så. Og det gør jeg egentlig også. Lad mig i dette indlæg kalde ham SødeSøren.

Vi har 'set hinanden' i et par måneder, vi boller en gang i mellem og nyder København(når det altså er lidt sommer), vi er ikke seriøse og vi skylder sådan set ikke hinanden noget. Vi har med ikke haft 'the talk', hvilket passer mig mere end fint. For! Han er sød og fin og jeg er egentlig ret glad for ham, men smaskhamrende forelsket til op over begge øre, ville måske også være lige at overgøre de ganske få sommerfuglelarver, som har indfundet sig i min mave. Ikke desto mindre har jeg taget en beslutning om at opføre mig ordentlig overfor ham og ligesom give dem, larverne altså, plads til at vokse i mig. Forstået på den måde, at jeg har lyst til at udforske, hvad vi kunne blive til, lyst til at finde ud af om, jeg kunne gå hen og blive åndeløst forelsket. Så at vi fortsætter med at være, hvad vi er nu og de næste måneder, ville egentlig passe mig glimrende.  

Der sker så i mellemtiden det, at min bekendte/veninde, fuldstændig ud af det blå, kontakter mig via facebook og spørger om jeg stadig ser SødeSøren. Hvortil jeg svarer, at jeg måske synes det er lige i overkanten at sige at vi ses, ihvertfald ikke på den seriøse måde som hun hentyder til. Til det svar ånder hun, min veninde altså, lettet op, for hendes veninde har netop kneppet med ham i weekenden og hun, min veninde, ville ikke have der skulle være nogen hemmeligheder mellem os. Og det er så her filmen knækker for mig, min hjerne ved ikke, hvad den skal sige og mine fingrer kan i forlængelse af ukampdygtig hjerne, altså så heller ikke finde ud af at skrive et svar retur. 

Jeg står nu over for et virkelig irriterende dilema. Skal jeg bare lade det passere og sige "Nårh jamen altså, vi skylder jo sådan set heller ikke hinanden noget" og fortsætte det søde uforpligtende datingliv med SødeSøren. Det er egentlig det jeg helst ville, eller ihvertfald det min hjerne helst vil, men min mave brokker sig. Den bliver ved med at fortælle mig, at det ikke er måden at gøre det på og at den på et tidspunkt vil eksplodere og det i sådan grad, at min hjerne ikke selv har lyst til at være der når det sker. 

For det første er det den mest irriterende viden at give mig, hvad fanden skal jeg bruge den til? Men det er nok i virkeligheden bevæggrunden for informationen, der får det til at sortne lidt for mig. Ikke nok med hun lige der med ét fratog mig al lyst til at se SødeSøren igen, så står jeg tilbage med følelsen af, at hun gjorde det af én egoistisk, eller måske til hendes forsvar, meget uovervejet årsag: hun HUN havde ikke lyst til have en hemmelighed for mig. Og det til trods for, at jeg nu nok ville mene, at det havde været mest gavnligt for både SødeSøren og jeg, om hun bare havde undladt at fortælle mig det. Det er trods alt mit datingliv, som hun måske ikke ved helt så meget om, som hun måske gerne ville, hun går ind og piller ved. 

For det andet, så må jeg jo konstatere, at SødeSøren er en spade, eller nej, det er han jo sådan set ikke, for han har principielt ikke gjort noget forkert. Og derfor kan jeg ikke rigtig tillade mig at være vred, irriteret ja, men ikke vred. 

Som før nævnt, er jeg ikke smaskhamrende forelsket og jeg ved heller ikke om jeg overhoved har lyst til at det skal være han og jeg, så jeg kan ikke engang fortælle ham, at jeg blev sindssygt ked af at han havde været sammen med en anden og at jeg havde håbet på det bare var han og jeg. Men jeg kan ikke lade være med at være en lille smule bitter og føle mig en lille smule naiv. Og jeg kan heller ikke lade være med at have lyst til at joine spillet. Det ulidelige jeg-ved-ikke-hvor-jeg-har-dig-dating-spil. Spillet som jeg egentlig nok havde lullet mig ind i idéen om ikke var mellem os. Spillet som han 100% kommer til at tabe stort. Spillet som jeg opfandt(I know, det lyder corny, but I did). DET ER MIG, DER ER SPILET FOR HELVEDE(!!!).

På den anden side, så synes jeg måske bare jeg havde taget min for fredag/lørdagsbolleholdet. Og måske havde jeg ikke lige lyst til at joine dét bollehold igen. Og måske føler jeg mig også bare sat lidt tilbage, fordi jeg var af den opfattelse at vi havde en eller anden fællesforståelse om, at vi godt ville hinanden på den ene eller anden lidt udefinerbar måde og derfor ikke havde behovet for at se til anden side. 

Jeg havde en lang snak med min lillebror om det forleden. Hans første kommentar var: "Hvordan kan det være du altid finder den samme type mænd(Læs: alle indlæg om dumme mænd, jeg har skrevet)? Dem, der bare vil bolle. Jeg håber at du ved, at det ikke er alle, som er sådan." Det kan han jo sådan set have ret i. Jeg fortalte ham så, hvordan jeg havde konfronteret SødeSøren med, at jeg jo godt vidste, hvad, der foregik. Mere specifikt, at jeg havde sendt ham et screendump af min mailkorrespondance med min veninde med efterfølgende kommentar, at jeg virkelig godt kunne have været den viden foruden. Til det skrev SødeSøren, at det havde været en virkelig dum aften og at det ikke havde været meningen. Ikke noget undskyld, ikke noget med, hvordan han egentlig havde det med det eller om jeg var okay. Ingenting. Måske var det også lige at sætte barren for højt. Og det er så her jeg når til overskriftens betydning. Min lillebror sagde så, at det var ligesom om jeg på en eller anden måde, har fået klistret et skilt i panden hvorpå, der står "Vil du være en idiot overfor mig?" og alle dem, der har lyst til det, er så typisk de mænd jeg ender op med at date. 

Sååå. 

VIL DU VÆRE EN IDIOT OVERFOR MIG?????






...please... 

torsdag den 18. juni 2015

Bag nedrullede gardiner

Kære nye ven.

Jeg har slet ikke været uden for en dør i dag. Hverken hoveddøren eller soveværelsesdøren faktisk. Jeg har stadig nedrullede gardiner, og de ti skridt til badeværelset virker som en tur over Mount Everest.

I dag bliver altså sådan en dag. Sådan en dag hvor jeg kan mærke, men det jeg mærker er sorg, vrede, mindreværd og ligegyldighed. Og på sådan en dag vil jeg helst bare svøbe mig ind i min dyne, lade verden være verden og sove alt det dumme væk. 

Sådan en dag var det ikke i går. I går kunne jeg ikke mærke noget overhovedet. Helt tom. På de dage kan jeg godt lave ting, ordne have, besøge min svigermor, ordne vasketøjet osv. Men det giver mig ingen glæde, og ind i mellem gør tomheden mig bange, og så vender de dumme følelser tilbage.
Og så er der de stunder (ja stunder, ikke hele dage) hvor jeg er glad, har det godt, griner, hygger mig, har sex med min kæreste....og tuder lige bag efter. Ikke at jeg ved præcis, hvorfor jeg tuder, men jeg har en rigtig godt gæt. Fordi jeg var glad i fem minutter, og det fortjener jeg ikke.

Selvfølgelig fortjener du det, siger folk så, men de tager fejl, nye ven, det har du lært mig. De tager fejl, for jeg har ikke fortjent at have det sjovt, når jeg bare ligger her og dovner den i sengen hele dagen og ikke er på arbejde som en voksent menneske burde. Hvis ikke jeg kan finde ud af at gå på arbejde, hvad kan jeg så finde ud af? At have det godt, siger du, er jo en belønning for hårdt arbejde, perfekt arbejde. Og det kan jeg slet ikke finde ud af. Jeg kan nemlig slet ikke finde ud af noget. Enten gør man tingene perfekt, eller også er man en fiasko. Det har du lært mig. Ros er ikke motivation, ros er belønning.

Jeg tænker nogle gange på, om ikke det ville være dejligt, hvis jeg kunne komme lidt ud og se nogle andre venner, det er så længe siden. Men så minder du mig lige om, at når jeg selv har valgt at flytte langt væk fra dem, så er det slet ikke tid til den slags pjat mere.
Men så måske der snart kan blive tid til, at de måske kunne komme her og besøge mig? Men så kommer jeg i tanke om noget, du har sagt: det har de slet ikke lyst til. "Du har kæreste og hus, du har slet ikke tid til at se dine venner mere - og de dig", sagde du. Og jeg troede dig, eller jeg tror dig stadig ind i mellem - ofte faktisk. For du er jo også min ven, og du er her hele tiden. Du vil mig det vel godt. Eller vil du?

Kære nye ven. Du kalder dig ven, de fleste kalder dig depression eller stress. Min læge kalder dig ikke noget endnu. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at kalde dig hverken ven, eller noget andet. For du har lært mig at tænke fremfor at føle. Du har lært mig, at jeg er den eneste i verden, der ikke må have det godt. Du har lært mig, at hvis ikke man er perfekt, så er man ikke god nok. Du har lært mig, at det er en svaghed at bede om hjælp. Du har lært mig kun at mærke, når det gør ondt, og slet ikke bemærke, hvordan det føles, når det gør godt. Du har lært mig at jeg ikke er noget værd, med mindre jeg hjælper andre....

Men jeg ved, måske endnu kun i mit hoved, at jeg ikke kan hjælpe andre, før jeg har lært, hvordan jeg hjælper mig selv. Jeg ved, at jeg også må have det godt ligesom alle andre. Jeg ved, at hvis ikke jeg også kan mærke det gode, eller det rigtige gode, så kan jeg ikke fungere. Jeg ved, at hvis alle andre kan bede om hjælp, så kan jeg også. Jeg ved, at man ikke kan blive lykkelig ved kun at tænke. Jeg ved...jeg ved...jeg ved....

Jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, det kommer til at gøre ondt længe endnu. Hvad jeg ikke ved er, hvornår det holder op.

Kære nye ven - jeg slår op.




torsdag den 4. juni 2015

Andre kvinders børn

Jeg var ikke meget mere end 18, da jeg første gang forelskede mig i en fraskilt mand, der havde et barn (og en anden kæreste, men det er en anden historie). Efter nogle års tovtrækkeri blev vi endelig kærester, og i en alder af 21 blev jeg papmor.  

Prinsessen, som jeg ynder at kalde hende, var en skøn tøs, ca. 8 år, glad, kærlig, åben. Og gud, hvor jeg dog nød det. Selv om jeg lige var startet på universitet, og egentlig burde skeje ud på rusture og hamre shots og tylle bajere til den lyse morgen, så ville jeg langt hellere lege familie med den mand, der endelig var blevet min, og hans skønne datter. Jeg må indrømme, til trods for, at jeg ikke går og drømmer om børn lige med det første, at der altså er noget om snakken, børn forandrer dit liv.

Jeg skulle selvfølgelig lige ses an af barnets moder. Det forstår man jo godt. Hvad havde sådan en tøs på 21 somre egentlig at tilbyde hendes guldklump. Heldigvis gik det fint, og jeg kunne både børste tænder, smøre madpakke og læse godnathistorier, måske endda bedre end far kunne (måske skyldtes det også nyhedsværdien, men lad nu det ligge). Da prinsessen en søndag morgen udbrød, at hun elskede mig, krævede det megen sjælestyrke ikke at bryde ud i gråd.

Desværre blev familie-idyllen kort. Kærligheden mellem far og papmor brast, og jeg flyttede fra både manden og barnet. Og hvad stiller man så lige op. Bare fordi det ikke fungerer med farmand, holder man jo ikke op, med at elske barnet. Men brud med børn er bare lidt sværere. Og jeg sagde ikke kun farvel til en stor kærlighed, men også til en familie og et liv.

Flere år senere løb jeg så ind i en ny  mand (bevares, der havde været nogle stykker i mellemtiden), der også var fraskilt med børn. To styks. Drenge. 7 og 11. Kønne (i hvert fald på de billeder, han havde hængende på køleskabet). Jeg fortalte ham tidligt, at jeg havde været papmor før, og at det havde været rigtigt hårdt at give slip på. Derfor ville jeg gerne gå forsigtigt frem og vente med at møde hans poder, til vi var blevet mere sikre på, at det nu også skulle være os to for evigt (eller i hvert fald noget, det ligner evigt).

Det tog han egentlig meget pænt, udviste forståelse for, at det måtte have været svært. Men som månederne gik, forsvandt emnet hans børn fuldstændig fra dagsordnen. Jeg tænkte, at han også passede på sig selvom og på drengene, og det var fint med mig. Jeg kom på besøg i de weekender, hvor børnene var hos deres mor, og holdt mig væk i de andre. Det skulle dog vise sig, at mit forbehold overfor hans børn blev mere eller mindre udslagsgivende for vores forhold.

Da vi efter et år gik fra hinanden, sagde han meget klart, at han havde haft svært ved at se vores fremtid sammen, når jeg ikke ville hans børn. Det ville jeg jo faktisk gerne, jeg var bare bange for, at det skulle gå galt igen. Så sagde han meget klogt (for han er ofte en klog mand), at så længe man var der fuldt ud, så længe men var der, så kunne man ikke forlange mere. Det tror jeg egentlig, han havde ret i. Jeg sørger nok mere over tabet af prinsessen, end hun sørger over tabet af mig.

Faktisk mødte jeg hende for et par måneder siden. Hun er blevet teenager, tårnhøj, næsten voksen. Men hun kom mig dog stadig i møde og fik et stort kram. På sin vis vil hun jo altid være mit første barn.