Man fristes lidt til at give Mackinzie Pearson æren for begrebet 'Dad bod' eller 'Far-kroppen'. Det var vist ikke helt hende, der opfandt udtrykket, men det var med hendes artikel "Why Girls Love The Dad Bod" i skolebladet The Odyssey, som i øvrigt gik verden rundt, at udtrykket sådan for alvor har vundet indpas. Og hvad er en Dad bod så egentlig? Med Pearsons egne ord: "It's not an overweight guy, but it isn't one with washboard abs, either."
Pearson skriver endvidere, at det altså omhandler de mænd, som en gang i mellem går i fitness - når de har tid forstås - og ellers godt kan lide at spise pizza og drikke sig i hegnet i weekenden. Det er også rigtig fint, men hvordan ser han egentlig ud ham far-kroppen, ja altså, hvis vi skal prøve at visualisere ham. Er der her tale om luksuriøse kødkuffert med det ekstra lag fedt på sidebenene – ham, der kan amme sine enearvinger med amarone. Eller er der her tale om ham, den socialt udsatte mand med fem børn, hvis livsstil gør ham selvlysende indvendig og grå udenpå. Mit umiddelbare bud, er første ovenstående eksempel, groft sagt, er ham vi forbinder far-kroppen med – den sunde livsnyder. Manden, som prioriterer sine børn, sin kone/kæreste og sin gode mad frem for at træne sig op til en six-pack. Og nu vi er i gang, har jeg i den forbindelse også lyst til lige at nævne DILF trenden(læs: dad I like to fuck), som efterhånden er ved at være nogle år gammel. For lur mig, om det ikke også er den første af ovenstående mandetyper, man i smug savler over på gaden. Jeg hader egentlig at indrømme, at jeg gør det, men det er ikke desto mindre sandt. Well, noget siger mig, at der er en ret tydelig sammenhæng mellem DILF og the dad bod.
Man kan så spørge sig selv, hvad dad bod trenden egentlig handler om. Den handler naturligvis om prioritering. Hvad er vigtigt for din væren som menneske, er der andre ting, som er vigtigere end et fitnesscenter osv osv. Er det i virkeligheden ikke et spørgsmål om vores selvbillede? Er man tilpas i sin krop, med sit liv.
Vi kvinder er pjattede med trenden. Det der med at føle sig som den veltrænede, den smukke i parforholdet betyder på en eller anden måde noget. For Gud forbyde, at ens mand er mere veltrænet end en selv – og Gud endnu mere forbyde, at vi skal føle os tykke ved siden af ham. Hvad fanden er det nu for en underlig konkurrence? Ja, jeg har også dårlige dage og føler mig 5 kilo for stor det meste af tiden og ja, jeg bliver pludselig også meget opmærksom på mine hofters bredde, når ham, som ligger under mig har hofter som en 10-årig. Nu er det jo engang bare sådan, og det er videnskabeligt bevist, at kvinders fedtprocent er højere end mænds, og at chancerne for fyldigere fedtdepoter hos kvinder jo altså derfor kan forekomme.
Måske vi skulle kigge lidt indad, kvinderne! Og dette også en opfordring til undertegnede. Handler det ikke i langt højere grad om, at føle sig tilpas og sexet i den krop man nu engang vader rundt i? Vi er jo vilde med dad bod trenden netop, fordi manden udstråler, at han er tilpas i sit liv og rent faktisk har andre ting, at tage sig til end at dyrke sin krop så heftigt. Men det går vel også den anden vej rundt. Føler vi, kvinderne altså, os sexede og smukke i de kroppe, vi lever i, mon ikke mændene så også er af samme overbevisning? Jeg tror det.
