Grethe - min allerbedste værste ven

Hvem fanden er Grethe spørg du så? Ja det spørg jeg også mig selv om ind i mellem. Grethe er en ven jeg har, der dukker op en gang om måneden, gør et kæmpe nummer ud af sig selv, skrider og efterlader matriklen smadret, ildelugtende, blodig og uigenkendelig - og hold nu kæft jeg glæder mig til at komme i overgangsalderen.

Som du nok har fanget, så hedder Grethe noget andet i de flestes munde. Menstruation, menses, det månedlige, den tid på måneden, at have sit lort, flodbølgen.....osv osv. 

Personligt har jeg det virkelig skidt med de her udtryk. Enten bliver det langt og tørt (hvilket vi vel kan være enige om, at det på ingen måde er!?) eller også bliver det ulækkert og skamfuldt.

"Jeg har mit lort" får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg forstår som sådan godt udtrykket, har også som teenager selv brugt det, men hvis unge piger skal have et ordentlig forhold til deres underliv og deres menstruation, så nytter det ikke noget, at vi giver den et navn, der klinger klamt.

Vi skal sgu da kunne tale om det, uden at få alle mænd (her mener jeg nok primært teenagedrenge og mindre modne hankønsvæsener) til at vrænge på næsen, men samtidig få dem til at forstå hvorfor vi har et lidt ambivalent forhold til det.

Jeg har altså valgt at kalde min menstruation for Grethe, nok mest af praktiske årsager. For jeg opdagede hurtigt som teenager, at hvis ordet menstruation dukkede op i en samtale med eller i nærheden af en dreng, så blev der gjort et stort nummer ud af det - fra hans side vel at mærke. Og det syntes jeg var møg irriterende. 

Da jeg så kom på højskole præsenterede min roomie mig for Grethe. Med Grethe kunne man tale om det i fællesstuen, uden at nogen ville opdage, hvad samtalen egentlig gik ud på; man kunne nævne over for sin kæreste, hvad der var årsag til humøret eller fosterstillingen, uden at han straks gjorde opmærksom på, hvor lidt han egentlig ville mindes om det. (Og ja jeg har nok ikke været så heldig med fyre, der ikke var sarte). Altså, et ganske neutralt ord, der er kort, nemt og ikke får dig til at tænke på hverken afføring eller kedelig seksualundervisning ala folkeskolen. Men som blender nemt ind i en daglig samtale. "Grethe kommer på besøg i dag, og jeg glemt at købe ind" eller "Jeg var oppe og skændes med Grethe i går, og jeg er pisse træt" - eller den korte og nok mest brugte "Grethe er en so".

"Jamen hov Ældsten, er det ikke dig der engang bloggede om at vi skulle bruge flere klamme og grimme ord om vores kønsdele?" 

Jo det er det, og den står jeg ved, for selvironi er ganske vigtigt, og min pointe var, at vi havde for få og for kedelige alternativer til fisse og pik, og at vi skal holde op med at være så kønsforskrækkede. Men her taler vi om noget som en del kvinder (særligt de unge) finder ulækkert og en anelse skamfuldt, og det er der ingen grund til at understrege ved at associere det med afføring. 

Menstruation er for de fleste (med undtagelser selvfølgelig) pisseirriterende, uhandy og ja en smule, om ikke andet, så mindre lækkert. Derfor synes jeg, at vi i vores daglige tale godt kan neutralisere samtalen lidt, så vi ikke udfordrer mændende alt for meget. 

Og så kan vi jo tage snakken nu og her, på bloggen, om hvor nederen Grethe kan være. For det er jo ikke det, at vi bløder, der er det mest irriterende med menstruationen, det er derimod alle de kropslige bivirkninger - om man vil - der følger med, som er pisse irriterende. Oppustethed, ledsmerter, mavekramper, diare (eller den lede følelse af det) og den absolut mest ambivalente bivirkning af dem alle - liderligheden. Det er ironisk nok den tid på måneden jeg har mest og mindst lyst til min kæreste. Pisse tak krop, pisse tak!

Jeg stødte på en hjemmeside forleden, hvor kvinder har forsøgt at beskrive følelsen af Grethe. Det er malende, underholdende og helt igennem fantastisk læsning hvis du spørg mig. Det er nok fordi jeg klart kan nikke genkendende til 90 % af det, men jeg synes faktisk mænd skulle prøve at kigge på det også. Det kunne jo give en forklaring på, hvorfor kæresten, konen eller søsteren bliver en anelse, hvad skal man sige, touchy, i den periode.

Den her synes jeg er vældig fin, og her på bloggen har vi selvfølgelig allerede valgt vores bedste våben, og vi er pjattede med det:

"It feels like the worst burrito-gas in your entire life, every waking hour, for three to seven days. Who knows how long it will last? It can be sharp, stabby, dull, achy feeling in your abdomen, or in your back. Then you get rivulets of blood complete with chunks for three to seven days. Tampon? Pad? Cup? Have fun choosing your weapon." 

 Eller min absolutte favorit;

"The best way to describe what a period feels like is to use a person as an example. I feel that King Joffrey from Game of Thrones is the most accurate…"

Til de få (I kan ikke være mange hva?) der ikke måtte vide hvem King Joffrey er.

Læs alle 21 beskrivelser her.

Nu er Grethe (eller måske vi skal kalde det Joffrey i stedet?) jo ikke kun en so. Hun er også symbolet på, at vi er i stand til at skabe liv, og det er trods alt mirakuløst nok til at neutralisere alt det, hun udsætter os for hver måned. Og da jeg i starten skrev, at jeg glædede mig til at komme i overgangsalderen, så var det Grethe-ramte Ældsten der talte, og ikke den fornuftige Ældsten, som trods sin manglende skrukhed, sætter stor pris på evnen til at få børn.

Jeg ved fra min mor og andre kvinder, der har været igennem overgangsalderen, at det ikke nødvendigvis er en glædelig begivenhed, heller ikke selvom man har fået de børn, man skulle have.

Så Grethe er på mange måder også en god ven at have. Men lige nu passer det mig altså glimrende, at der er flere uger til hun kommer på besøg igen.

Tre dates og en diamantring

Efter endnu en gang at have set den samme mand alt for længe, lidt frem og tilbage, og så en tur mere - og vi endnu ikke kan finde ud af at blive kærester - så må jeg spørge mig selv: Hvorfor er jeg bare ikke den slags pige, man dater i tre måneder og så er man kærester?

I lang tid gik jeg og bildte mig ind, at den slags pige jo slet ikke findes. At det bare var en urban legend. Men desværre har jeg efterhånden mødt så mange af den slags piger, at jeg ved, de eksisterer. Fordømt!

Så ramte tanken mig, at jeg måske bare møder de forkerte mænd. Det er der selvfølgelig en vis chance for, kan være tilfældet. På den anden side har jeg trods alt mødt, set, datet og kneppet så tilpas mange mænd, at jeg skal være mere end almindeligt uheldig, hvis jeg ikke skulle være stødt på de gode slags bare en enkelt gang. Hvis man skyder med spredhagl, rammer man vel et slagskib på et tidspunkt?

Indrømmet, jeg mødte faktisk sådan en mand, da jeg var 16. Og en enkelt da jeg var 23. 16 år og i 1.g tæller vel næppe som en rigtigt voksen erfaring. Og 23-eren, tja, i det tilfælde løb jeg nok mere med på hans forelskelse end min egen. Og så er det jo nemt nok.

For problemet er simpelthen, at jeg ikke ved, hvordan man får en mand til at blive kærester.

Jeg er egentlig ikke gammeldags anlagt. Jeg går fuldt ind for, at kvinder kan tage initiativ. Men det er fucking sårbart at sige, at man gerne vil være kærester. Man skal jo helst ikke give for meget fra begyndelsen. Måske risikerer man også at skræmme den potentielle prins væk, hvis  proklamerer, at man gerne vil have det der rækkehus i Sundbyerne, en christiania-cykel og tre børn at fylde på ladet allerede over den første fadøl på et dunkelt værtshus. Ja, det er så der, jeg møder mænd - det kan selvfølgelig også være en del af problemet.

Så er det nemmere at læne sig tilbage og sige, at man er helt cool med bare at knalde rundt (og ligge i sengen hele søndagen og spise bland-selv-slik). Og så bare gå rundt med sine drømme om at møde forældre, blive vist frem for vennerne og gå til parmiddag for sig selv.

Og når man så til sidst ikke kan holde sig i skindet og kl 4 om morgenen efter en våd aften, får baldret ud med sin forelske og sine forventninger, og han så ligesom ikke har det på samme måde, hvad så? Kravler man så ud fra den varme dyne, tager sine ting og går sin vej. Og kan man overhovedet det, når man har vænnet sig til de varme arme om sig, når man vågner om morgenen? Lidt har vel også ret?

Veninder og venner er kommet med velmenende råd. "Måske skal du bare prøve at give dem lidt mere plads?" "Vær lidt mere følsom!" Prøv nu lige at høre her. Faktisk synes jeg, at jeg er rigeligt følsom. Hvis jeg bliver mere følsom, så krænger jeg mit hjerte ud i patetiske facebook-opdateringer, om hvor uretfærdigt mit liv er, og hvor dumme mænd er  (nu blogger jeg bare om det i stedet). Men det er som om, det med følsomheden og pladsen ikke virker efter hensigten. Som om blide, underdanige, afventende piger bare bliver trukket rundt ved næsen - fordi det er nemt, når de ikke stiller krav. Men hvis man stille krav, er man ret nem at løbe om hjørner med. Og hvis man ikke gør alvor af uopfyldte krav, så bliver det endnu sværere. Man skal sgu fylde sine trusser ordentligt ud!

Jeg har overvejet, om jeg overhovedet skal have en kæreste. Om jeg dur til det så at sige. Men faktisk tror jeg, at det er det modsatte, der er problemet. Jeg er så god til og så tryg ved at have en kæreste, selvom vi ikke er kærester - at jeg slet ikke kan holde alternativet ud. Og så bliver man altså hængende i de der varme arme med sin alt for store slik-pose hele søndagen. Og gemmer sine drømme og krav til det bliver mandag igen.