Gæsteblog: Har du aftjent din singlepligt?

Roomiekussen er tilbage på besøg. Sidst, jeg gav lyd fra mig, var jeg husvild og nyligt single. Nu er jeg – jeg fristes til at skrive heldigvis – ingen af delene mere. 

Det sidste halve år har budt på den fest, det københavnske marked af tidsbegrænsede lejemål er, og den anden fest, der kaldes ”at få en ny kæreste”. For det har jeg nemlig. Fået en ny kæreste. Og det er det, dette indlæg skal handle om.

Da jeg trak stikket på mit tre år lange parforhold, var den replik jeg fik smidt allermest i hovedet  ”Nåh, så skal du bruge tid på bare at være dig”, eller ”Så kan du endelig finde dig selv” og andre tilsvarende kommentarer (I kender fraserne, indsæt selv). 

Ifølge min meget velmenende og sikkert vældig erfarne omgangskreds var det, jeg havde akut brug for, at sidde helt alene for mig selv og være bare mig. Måske en gang imellem gå i byen og tage tilfældige mennesker med hjem. Og ellers bare sørge for at ”finde ud af, hvem jeg er”.

Og jeg følte mig ærligt talt ret forundret, og en smule stødt. Omkring mig var der en forventning om, at jeg skulle juble over at have smidt lænkerne fra et langvarigt fængsel og derefter gå i kloster et stykke tid. 

Jeg ved ikke, hvad de forestillede sig, at jeg skulle, meditere måske, når jeg ikke lige havde tilfældig sex. 

Ingen syntes at kunne forestille sig, at man faktisk godt kan udvikle sig personligt, selvom man er kærester med nogen. Eller at man ikke nødvendigvis mister sig selv, bare fordi man bor sammen med et menneske, som man også deler seng med. Eller at det jeg havde allermest brug for, var at nogen spurgte mig, hvad jeg syntes, jeg havde brug for.

Ældstekussen har før skrevet om presset ved at være single, når alle mener at man skal have sig en kæreste hurtigst muligt. Boreliakussen har udtalt sig om det ulidelige ved tanken om at skulle begynde at test-knalde igen efter et længerevarende forhold. 

Bidrag på denne blog handler generelt ret ofte om, når potentielle partnere ikke viser sig at kunne være det, man gerne ville have, og hvor træls det er at være i limbo, når det gælder ens civilstatus. 

Jeg har i det private mange både venner og veninder, der beklager sig over singlelivets frustrationer, misundelsen over andres parforhold, frygten for aldrig at finde den rigtige. Hvorfor i alverden havde folk så travlt med, at jeg for guds skyld ikke engang måtte overveje at finde et andet menneske at være sammen med?

Hvor længe skal man bære sørgebind over et forlist parforhold? Jeg var forbløffende lettet, da nogen endelig spurgte mig, om jeg var begyndt at se nogen andre. Så var det næsten okay, at jeg sagde ja.

For jeg var faktisk begyndt at se en fyr, og jeg følte mig lidt for en forræder. For nu gjorde jeg jo det der, jeg ikke måtte – så et andet menneske. Det samme menneske. I flere uger. Jeg havde sex uden kærlighed, uden forpligtelser, jovist, men jeg blev ved med at have det sammen med den samme mand. Det var jo ikke meningen. Jeg skulle jo være alene. Aftjene min singlepligt, så at sige.

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at rebound-knald udviklede sig til friends-with-benefits, og via en masse forvirring til en forelskelse, der sidenhen er blevet til et parforhold. 

Uhadada. Så tidligt, sagde mine venner. Det var da hurtigt, sagde mine venner. Velmenende, men det gav mig en dårlig smag i munden, der stadig dukker op, når folk udtrykker forundring over, at jeg blev kæreste med nogen igen efter ”kun fire måneder”. 

Som om man ikke kan udvikle sig i et parforhold. Som om jeg kun er kæreste med ham, fordi jeg ikke tør være alene.

Det er ikke fordi, jeg af princip er single-nægter. Der var bare et menneske i mit liv, der opfyldte et behov, jeg havde, og som jeg sidenhen forelskede mig i. Også selvom alle andre sagde, at jeg ikke skulle. Så nej, i denne omgang har jeg vist ikke aftjent min singlepligt. Men skal man også nødvendigvis det?

Fordomsper og tomme trusser

Forleden havde jeg en kvinde til bords, jeg ikke kendte andet end af navn og udseende. Jeg har nok altid været lidt bange for hende. De færreste mennesker indgyder frygt i mig, men lige hende... Lad mig sig det sådan, jeg nåede at drikke to store glas syrlig rødvin og spise lidt rigeligt af det hvide toastbrød med NETTO's oliventapenade indkøbt til lejligheden, inden jeg satte mig.

Med det umiddelbare indtryk, at hendes skærebrænderstemme, hvis volumen er højere end de flestes og en generøsitet når det gælder uddeling af meninger og holder, der absolut ikke er til debat, syntes aftenen ligesom lidt lang. Jeg tog mig selv i at blive helt pre-nervøs og irriteret på hende. Når det så er sagt, har hun de der lange ben, man kun kan drømme om, og et ansigt modeleret af engle. Måske ikke helt engle, nok bare Uffe Buchard. Så småfuld og med rystende hænder satte jeg mig.

Skam var den følelse jeg kort tid efter, at jeg havde sat mig, blev ramt af. Det viste sig nemlig, at hun er et af de sjoveste, mest indsigtsrige mennesker, jeg længe har mødt. På et splitsekund måtte jeg bare konstatere, at jeg også er den kvindetype, jeg ellers hader, og som jeg bryster mig af ikke at være. Hende med fordommene. Smukke-rapkæftede-kvinder-har-ikke-en-skid-at-have-det-i-fordommen. Utrolig skønt at få sig en wake up call-lussing og på den anden side også lidt skræmmende, at det var nødvendigt.

Som aftenen skrider frem falder snakken på mænd. No suprise! Hvor hun bruger et udtryk, jeg aldrig har hørt før. Og jeg troede egentlig, jeg havde hørt det meste. Nej, hun brugte udtrykket, at hun da ihvertfald ikke gad at være en tom trusse. Jeg nikkede pænt og smilede uden egentlig at vide, hvad det betød.

Det viser sig så, at hun har datet den samme fyr i 100 år og ikke rigtig gad at have det der vi-chiller-bare-og-skylder-ikke-hinanden-noget-forhold længere. Så hun havde oppe i hovedet forberedt en skøn enetale til ham. En pæn måde at stille ham et ultimatum, som hun fint sagde det. Det lød noget i retning af det her: "Nu har vi set hinanden længe, der er vist ingen tvivl om, at jeg er meget glad for dig. Det har passet mig mere end perfekt, at vi ikke har skyldt hinanden noget, og vi har kørt yolo-stilen. Men nu kan jeg bare mærke, at jeg har lyst til at skylde dig noget. Og jeg har lyst til at du skal skylde mig noget. Jeg har lyst til at prioritere dig, og jeg har lyst til at blive prioriteret. Så enten foreslår jeg, at vi gør noget seriøst ved det her og giver os et reelt skud på den der kærestemåde, eller også, så bliver jeg nødt til at passe på mig selv, pakke mine ting og gå fra dig."

Jeg sad naturligvis og klappede i mine små tykke hænder over retorikken.

Efterfølgende kiggede hun genert på mig og sagde, at det svære ved den tilgang var, hvis han så sagde tak, men nej tak. "Hvordan skal jeg være standhaftig nok til ikke at indlade mig på hans præmisser og vende tilbage til det vi er. Jeg vil ikke ende op som en af de der tomme trusser". En tom trusse. Jeg udleder, at en tom trusse, er en kvinde uden nosser, der ikke tør stå ved en beslutning og tage sine ting og skride.

Der er ingenting som kærlighed, der kan gøre en skør. Ét er, hvad ens hjerne fortæller én. Noget andet er, hvad ens hjerte har lyst til. Og hvis det betyder, at ens hjerte får et kort fix ved at spendere lørdag nat på hans lagener, så er man ofte villig til at gøre det. Sagen er bare den, at det kun fungerer på kort sigt.

Løfter føles efterfølgende endnu tommere, og det gør ens trusser også. Man forvandles til den der needy-person, som lader sig kaste rundt med. Og dét kan jeg godt forstå, hun er bange for.

Jeg kender den følelse, og for at bruge hendes udtryk, så har jeg simpelthen været en tom trusse for mange gange i mit liv. Jeg er rigtig god til at fortælle mine veninder, at de skal gå deres vej, hvis de ikke bliver behandlet ordentligt, og det sagde jeg naturligvis også til hende. Faktum er bare, at jeg er mega dårlig til at efterleve det selv. Som Alice siger, da hun endnu en gang har trådt uden for stierne i Eventyrland: "Jeg giver mig selv mange gode råd, men så glemmer jeg at følge dem".

De rapkæftede lange ben og jeg har ikke set hinanden siden, så jeg ved desværre ikke, hvordan det gik med hendes enetale. Og selvom vi begge to godt ved, at vi nok aldrig bliver veninder og jeg aldrig får en opfølgning, så havde jeg en meget  vellykket aften og en rigtig sund, øjenåbnende oplevelse! Jeg må arbejde på at fylde mine trusser bedre ud i fremtiden.