torsdag den 29. januar 2015

Helt almindeligt tosset?

En morgen i sidste uge, uoverskuelig tidligt, lå jeg hulkende i min kærestes arme i et udbrud af dyb sorg og vanvittig lettelse. Få sekunder før var han gået fra mig på den grovest tænkelige måde, og jeg var ganske fra den. Vi havde været til fest med en masse venner og familie, pludselig havde han rejst sig og meddelt hele selskabet, at han havde fået ny kæreste. Hun stod forøvrigt i døren og ventede på, at jeg smuttede, så hun kunne overtage min plads. Min svigermor forstod slet ikke, at jeg brokkede mig. Hun var enig med min kæreste i, at jeg da umuligt kunne have troet at vores forhold ville holde. Jeg var knust, latterliggjort og ulykkelig.......Og langt fra vågen.

Ja, det var noget, jeg drømte, men følelsen af knust hjerte var ægte, og den åd mig indefra. Jeg var vågnet midt i det hele, befundet mig fra centimeter fra min snorksovende kæreste og brudt sammen i hulkende gråd. For han lå jo lige der, var ikke gået fra mig og gør det forhåbentlig heller aldrig.

Det var en underlig morgen, ja faktisk var hele dagen temmelig underligt. Jeg kunne ikke ryste sorgen og svigtet af mig. Det sad i brystet som en kræftsvulst det meste af dagen. Dels fordi det havde føltes så virkeligt, og dels fordi det nagede mig ,at jeg godt vidste, hvorfor den drøm var opstået. Jeg kendte til alle følelserne i den, for jeg havde følt dem før.

Mit problem er, at jeg ikke stoler på mænd. Det skal ikke forstås som et fanatisk, feministisk mandehad, overhovedet ikke, tvært i mod elsker jeg mænd. Jeg har bare kun elsket mænd, der har løjet og sagt, at de også har elsket mig, men ikke en eneste har turde stå ved det overfor resten af verden. Og så holder man op med at tro på dem. 

Det er ikke fordi jeg ikke tror på kærlighed, det gør jeg bestemt. Hver dag bliver jeg mindet om den i alle former, men jeg har bare ikke selv været så heldig endnu. Det er ikke ynk, det er et faktum. Men nu står jeg med den - og hvad gør man så? For jeg vil den jo, rigtig meget faktisk, men jeg er også bange for den. Jeg er slet ikke vant til at blive følelsesmæssigt bekræftet hver dag uden selv at skulle bede om det først. Det er en helt omvendt verden for mig. Jeg elsker det, men samtidig er det også noget, jeg har store problemer med at vænne mig til. For tænk nu, hvis det holdt op. Tænk nu hvis han slet ikke holder så meget af mig, som han siger. Det ved jeg han gør, men hvad nu hvis....
"Hvad nu hvis" er en ond ond tanke, der kun er ude på at fucke din hjerne helt op. Og det lykkes delvist ind i mellem. Og det er død frustrerende - ikke mindst for ham. For han betaler jo prisen for alle dem, der ikke har opført sig pænt ellers sagt sandheden. Det er ham, der skal stå model til mine overreaktioner, når han ikke lige er til at få fat i (og tusindvis af andre, dybt fjollede ting). Og det er på ingen måde fair. Men det er meget svært at ændre på den verden ens, hjerte har bygget op i det lille rum i brystet. 

Jeg talte med en veninde forleden, om det at ville giftes engang. Hun har ikke umiddelbart behovet, men det har jeg. Et stort behov. Ikke fordi jeg partout SKAL have kæmpe hvid kjole og alle tænkelige traditioner, det kan godt blive lidt for meget. Nej, jeg vil giftes af den simple grund, at jeg har et enormt behov for, at nogen tør stå så meget ved, at de elsker mig, at de ønsker at stadfæste det på så bindende måde overfor de mennesker, der står dem og mig nærmest. Det virker plat, når jeg siger det sådan, men det er sandheden. Den helt rene og skære sandhed. 

Sandheden er også, at ham jeg nu har fundet, ham elsker jeg. Og det skræmmer mig. Ikke mindst fordi der er en risiko, omend meget lille, for at han ikke elsker mig. Men mest fordi at han faktisk gør - for hvad sker der så? Er jeg så lykkelig nu?! Hvad er adgangskravet til den følelse egentlig? Og betyder det, at han elsker mig ikke bare, at det gør tusinde gange mere ondt, hvis han en gang skulle ombestemme sig?

Jeg hulkede i hvert fald mere, end jeg før har gjort, da jeg vågnede af den drøm forleden. Og selvom han taklede det til UG, så kan jeg sgu egentlig godt forstå, hvis han nogle gange tænker, at indersiden af mit hoved må være som et galehus ala Gøgereden. Det føles i hvert fald sådan ind i mellem.  Måske er jeg tosset -bare sådan helt almindeligt tosset.


torsdag den 15. januar 2015

Kan man eje andre mennesker?

"Jeg har altid vidst, at du var et sted i dit liv, hvor man ikke kan eje dig". Tænk, sådan sagde min eks til mig, da vi gik fra hinanden for et lille års tid siden. Jeg prøvede ihærdigt at forklare ham, at det sted i mit liv når jeg nok aldrig til. Bare tanken giver mig en lille smule klaustrofobi. For man kan jo ikke eje et andet menneske, kan man?

Jeg har altid betragtet mig selv som selvstændig, måske grænsende til det autonome - ikke i betydningen sorte hætter og piercinger (jeg eksperimenterede en anelse med det første i mine teenageår, piercinger var jeg nok trods alt for pæn til). Jeg har haft gode forhold, men der skal ret meget til, for at jeg giver mig hen. Måske fordi kompromisser skræmmer mig. Måske fordi jeg er bange til at blive såret. Måske bare fordi jeg er blevet vant til at være alene - og egentlig også er ret god til det. For ja, det er nok ret svært at eje mig.

På en eller anden måde satte eks'ens replik sig fast (ja, jeg ved godt, at jeg skal give slip og ikke lade mine ekskærester optage plads i mit hoved, men altså...), fordi hele det der med ejerskab og eksklusivitet i parforhold sgu er lidt svært. På den ene side er det helt vildt uhyggeligt at opgive sin absolutte frihed - på den anden side, så får man forhåbentligt noget andet igen. Det er vel derfor, at man gør det.

Selvfølgelig kan man ikke eje andre mennesker (slaveri er heldigvis forbudt), men der er mange noter af ejerskab i den måde, vi taler om kærlighed på. "Jeg er din", kunne jeg jo godt finde på at sige til den, jeg elsker.  Især, hvis jeg ved, at han også er min. For ejerskabet skal helst være gensidigt. Du får noget af mig, hvis jeg får noget af dig. En slags byttehandel, hvor uromantisk og usexet, det end måtte være. Kan man eje andre mennesker? Måske lidt, på en måde. Hvis de vil ejes. For det er jo faktisk det, der er præmissen. Man kan ikke kræve hengivelsen; ejerskabet kan kun gives. Og det skal gives betingelsesløst. Og det er fandeme skræmmende. For hvad hvis den der byttehandel skal gå tilbage? Eller hvad hvis man ikke synes, man får nok for sig selv? Min frihed har ret høj værdi.

Én fyr, jeg så lidt til, sagde til mig, at det var meget vigtigt, at jeg huskede, at jeg selv var ansvarlig for mig, og at jeg huskede, at der var ting, jeg gjorde alene. Der måtte jeg berolige ham. Det vidste jeg godt. Han er både sød og skøn, men hvad der foregår i mit arbejds- og studieliv er sgu ikke afhængigt af ham eller hans fortjeneste. Og det bliver det aldrig. Men egentlig handlede det vel mest om ham. Om at han var bange for, at jeg blev afhængig af ham. At han var bange for, at jeg var for meget hans. Så man kan altså også vægre sig mod at eje nogen. Hmmm.

Jeg ved ikke, om jeg egentlig er blevet meget klogere på det der ejerskab. Måske lidt mindre bange. Jeg talte med en ven med arabisk baggrund; på arabisk ville replikken om at eje sin kæreste uden tvivl blive betragtet som romantisk. Fordi der ligger en vilje til at beskytte og passe på i den vending. Måske var det også derfor, at den førnævnte unge mand vægrede sig ved det. Og hvorfor jeg faktisk blev lidt ked af det. Fordi han ikke var klar til at passe på og beskytte - eller måske bare ikke ville. For selvom jeg har det svært med at skulle ejes - så vil jeg faktisk gerne passes på. Bare ind i mellem. Især hvis jeg også får lov at passe på den anden.




lørdag den 3. januar 2015

2014 - din lækre kælling! (Vi beklager på forhånd, hvis dette opfattes som sexistisk)


Så er det tid til årets første indlæg. Et indlæg dedikeret til året 2014. En opsamling om man vil.

2014 blev det året, hvor Sprøjtekussen desværre forlod blogfællesskabet. Sprøjtekussen har igennem tidens løb skrevet mange finurlige, hjerteskærende og underholdende indlæg. Blandt andet har hun undret sig over sin forunderlige krop, og hvorfor den reagerer som den gør. Vi savner hende på bloggen, men heldigvis er hun jo stadig en del af vores liv. Og når nu begrundelsen var lykkelig, så er det jo svært at ærgre sig for alvor. 

2014 har på mange måder været et begivenhedsrigt år for Kussesumpen. Vi bliver læst. Af mange faktisk. Vi er vist alle blevet enige om, at foretagendet nok snart skal have en ny hjemmeside. (Hvis nogen kender en dygtig webdesigner, så vink lige med skamlæben - eller smid en mail, hvis det er nemmere). Desuden blev det besluttet at dramatisere nogle af vores indlæg i en lille teaterforestilling. Det vi glæder os meget til at se resultatet af her i 2015. I får selvfølgelig en masse information, når vi ved mere. Faktisk er sandsynlighed for, at vi når spamlignende tilstande, ret stor.

2014 blev også året, hvor vi fik en masse fantastiske engagerede gæstebloggere og læsere – tak, for fanden! Det er så dejligt, at I vil dele jeres oplevelser og tanker med os. Vi håber at høre endnu mere til jer i det nye år. Både kusser og pikkemænd til hobe. 

Dette blev også året, hvor menstruationskoppen vandt indpas i sumpen. En opfindelse vi har været ovenud begejstrede for. Og det var året, hvor Tinder gik hen og blev et modefænomen, som alle i kussesumpen har afprøvet. I forlængelse heraf, eller måske snarere i forstadiet hertil, blev det året, hvor kærester kom og kærester gik – nogen med færre kønsvorter end andre.

For både Boreliakussen og Yngstekussen vil 2014 også stå klart som analåret. Anale erfaringer er blevet gjort, og trangen til at udtrykke, hvad man tænder på, og hvad nogle kvinder samt mænd finder svært. Og hvad mænd angår, blev det også året, hvor vi kvinder fik noget at se på. Året hvor mænd i høj grad også er trådt frem som sexsymboler og ligeledes knapt så fede

Alt i alt et begivenhedsrigt år for sumpen. Vi håber I har nydt det lige så meget, som vi har. Vi ses derude – om ikke andet så her på bloggen.

Love and peace,

Kussesumpen