Min kusse er fuld af pikmider

I en længere periode, har jeg været så heldig kun at møde skønne mænd. Mænd, jeg har datet med største fornøjelse, nogle mere seriøst end andre naturligvis. En sjældenhed for mit vedkommende og særdeles også noget, jeg sætter stor pris på. Satte stor pris på. For den tid er tilsyneladende ved at være forbi. Endnu en dejlig æra af mit ellers unge liv har passeret og synes ikke rigtig at komme retur.

Forandringer er ved at vinde indpas til trods for, at jeg kæmper ihærdigt for at få dem til at stoppe. Jeg kalder dem: 'Pikmidernes indtog'. Det er ligesom om jeg med en eller anden usynlig kraft tvinger alle pikmiderne i min retning. I min kusses retning. Og de vil sgu ikke ud igen. Der må jeg dog alligevel bøje mig i støvet for alle de knibeøvelser jeg i tidernes løb har knebet mig igennem. Highfive og skulderklap.


Lad mig give et kort indblik i pikmidernes stille og rolige indtog.

Ham jeg kyssede for første gang da jeg var tretten år og som jeg dedikerede det her blogindlæg til "Kald det kærlighed - kald det lige hvad du vil...", sendte mig for små to måneder siden den her sms:

Ja, vi har stadig sex. En gang imellem. Så sent som i weekenden faktisk. Man kan så spørge sig selv, hvorfor jeg vælger at dedikere endnu et blogindlæg til ham. Indrømmet, er det nok fordi han stadig berører mig. Fordi noget i mig ikke mener at vi er færdige med hinanden og så er der vist iøvrigt også en talemåde, som hedder noget i retning af; der er ikke langt fra kærlighed til had. Desværre. Og da jeg morgenen efter, ovenstående skriv blev forfattet, læste det, var jeg rasende og meget arrig. Arrig over, at jeg ærligtalt mener, at han skylder mig mere end det. Arrig over, at det pseudoforhold vi har haft så langt tilbage jeg nærmest kan huske, stadig forfølger mig. Arrig over, at vi stadig føles som fremmede overfor hinanden. Arrig over, at kommunikationen os to imellem, er så primitiv. Og i forlængelse heraf, arrig på mig selv over, at jeg jo godt ved, at jeg kommer til at svare ham på et eller andet tidspunkt. Skrive noget kækt om formen og foreslå, at give ham et lynkursus i haikudigtning, eftersom det her skriv, kun gør haikudigtning til skamme.

Fik jeg forresten sagt at han stadig har en kæreste. Den samme kæreste vel at mærke.








Lad den lige stå lidt.








Han   har    en    kæ-re-ste...








Den er god nok. Ret etableret parforhold.







Jeg har som forudsagt ovenfor svaret kækt på mandens kiksede forsøg på et haikudigt, og ryger fluks ud i den her sms samtale:

Den tror jeg sgu også lige jeg lader stå lidt.









Se, hvis jeg nu havde haft et eller andet kækt comeback til de sms'er, så var jeg uden tvivl kommet med det. Men han efterlader mig kun mundlam med savl ned til brystet. Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor jeg bliver ved. Hvad fanden er jeg for en kvinde, som finder sig i det. I en opførsel, jeg på ingen tænkelig måde havde tolereret, hvis den var kommet fra et hvilket som helst andet menneske. Men fordi det er ham, sidder jeg blot tilbage mundlam og mystificeret over, hvilken lortekæreste han er. Alligevel aner jeg en vej ind til hans hjerte igen. Nogle gange ville min hjerne ønske at mit hjerte var mandehader, eller ihvertfald hader til ham. Eller at min kusse i det mindste var mandehader og ikke en lille slut, som vil bolle med en kvinde, som jeg ikke kenders, kæreste. Min kusse har behov. Og det har mit hjerte iøvrigt også. Også selvom det er bare er et midlertidigt fix.

Pikmidernes indtog raser, min kusse raser, jeg følger frivilligt, retfærdiggør min røvede handling og bilder mig selv ind, at jeg inderst inde er et godt menneske, jeg mener mine følelser for manden, den mærkelige kommunikation til trods, er der jo stadig. Desuden sex er et behov ligesom alle andre. Mad for eksempel. Men stakkels kæreste. Og stakkels mig.


Go' fredag! 

Hvem gider egentlig testkneppe?

Som det måske er gået op for nogen, har jeg de seneste måneder haft fornøjelse af noget, der på overfladen og for den naive - det er så mig - kunne ligne et fast forhold eller noget, der kunne blive til det. Det var det så slet ikke. I skal slippe for detaljerne, for selvom jeg har utroligt meget galde, jeg gerne vil af med, er det sgu ikke lige her, det skal ske.

Men altså, de seneste mange måneder har der været en mand i mit liv. En mand, der har fået mig til at opdage sider af mig selv, jeg ikke før havde set. Og givet mig  kropslige oplevelser, jeg aldrig havde overvejet muligheden af. Ganske simpelt helt utroligt dejlig, frisættende, orgasmebringende sex. Aldrig har jeg været så tilpas og tilfreds i min egen krop. Nu er det så desværre slut.

Og udover de knuste luftkasteller (ja, det er et problem, jeg har. Læs bare her) og en stor mængde tårer står jeg så tilbage med en frygteligt tanke. Nu skal jeg fandeme til det igen - at testkneppe. Og jeg orker det ikke. Det er simpelthen det mest uoverskuelige projekt i verden at skulle til at finde én, man gider at bolle med - både første og anden og tredje gang - for let's face it, god sex hænger ikke på træerne.

Først og fremmest er der hele jagten, og det er jo faktisk sjovt nok. Han er pæn, mon han synes jeg er pæn? Okay, han synes jeg er pæn, kan jeg mon få ham til at kysse mig? Den slags. Men så ender det bare ret ofte dér. I det øjeblik jeg ved, at jeg kan få en mand til at tage mig med hjem, så taber jeg oftest interessen.

Jeg har aldrig forstået ønsket om eller behovet for at kneppe med en hel masse forskellige. Jeg forstår sagtens behovet for at blive bekræftet. Mit eget er kæmpestort, og jeg dyrker det gerne. Bekræftelsen falder bare øjeblikket før, man forlader baren sammen, nemlig når han foreslår det. (Og ja, nogle gange er jeg lidt gammeldags med den slags og sidder som prinsessen i mit elfenbenstårn - medmindre jeg VIRKELIG gerne vil have noget, for så tager jeg det.) Kald mig bare en narrefisse, fordi jeg kun vil flirte og ikke kneppe, men helt ærlig, så er det ofte nok.

For hvad er det lige, der sker, når man tager hjem med en tilfældig fyr en lørdag nat? Først er der den evindelige hos ham eller hos mig-overvejelse. Det er klart mest overskueligt at vågne op hjemme i sin egen seng, så slipper man for walk of shame med dagsgammel make-up og høje hæle langt op af formiddagen. På den anden side er det betydeligt nemmere at stikke af end  smide en ukendt mandsperson ud af sin lejlighed.

Så er der hele beskyttelsestingen. Hvem har et kondom? Skal vi bruge det? Ja, det skal I! Men hold kæft, hvor skal man ofte slås om det. Især hvis man er kommet til at nævne, at man tager p-piller, har spiral, p-stav eller lignende. Men altså hey, derfor kan man jo godt få klamydia, kondylomer eller noget tredje klamt.

Og først fra da af, bliver det rigtigt træls. Han ved ikke, hvor han skal ae, trykke, nappe, bide. Jeg ved ikke, hvad han kan lide - og han ANER tydeligvis ikke, hvad jeg kan lide. Og det er bare aldrig rigtigt en ting, man har lyst til at tale ihjel. Enten virker det, eller også ruller man om på den anden side og sover. Ja, du vil måske have læst i utallige dameblade, at man skal tale om sine lyster. Det er jeg så bare for blufærdig/doven/magelig til. Og nej, alle kvinder er ikke ens, og alle mænd er det heller ikke. Det er tæskesvært at finde en, hvor det bare virker. En, der kan finde ens klitoris. En, der vil snave mig i kussen. En, der anerkender mit røvhul.

Så indtil nu holder jeg mig altså fra det der testknepperi. Flirte, ja. Kysse, måske hvis du spørger pænt (eller tager mig voldsomt). Date, ja om lidt ikke -  jeg skal liiiige være klar. Men testknepperiet må vente. Så hellere tvangsonanere til dårlig porno så længe.