I need a refill - Part 1

På tegnsprog bruger man tegnet "tomt", når noget er uden. Altså, hvis jeg ikke har flere kussehår, er der tomt for kussehår. Er jeg holdt op med at date, er der tomt for mand (og pik). Tomt. Tomt? Ja tomt.
Normalt elsker jeg tegnsprog (ja, det kan man godt). Det er til at forstå. Tegn giver mening. Selv når du ikke direkte kan forklare, hvorfor de ser ud, som de gør, så giver de bare stadig mening. "Tomt" giver mening, og måden, man bruger det på, giver som sådan også mening. Men lige i øjeblikket føles det bare utrolig deprimerende. Sigende og deprimerende. Lad mig forklare.

Jeg burde i skrivende stund være et ret fantastisk sted i mit liv. Gamle ting slutter (nogle bedre end andre), verden åbner sig, nye muligheder dukker op. Anerkendelse har der været masser af, og jeg har masser at tage mig til. Men jeg er tom. Tom for glæde ved det. Tom for mod på det. Tom for overskud. Aller mest, tom for nogen at dele det med. Jeg har masser af mennesker omkring mig. Familie, dejlige veninder, fantastiske venner.....men tomt for kærlighed (åh Gud, skyd mig, nu bliver det dybt igen).

Jeg har det sidste år svøbt mig ind i gamle fusere (den slags, man ikke skal gå tilbage til) nye fusere (mind mig lige om det senere) og andet godis - mest den løse slags. Og så bliver man træt. Træt og tom. Selvom jeg egentlig har befundet mig ganske fint i singlerollen, trods venners forsøg på at ændre den (se her), så når man til et punkt, hvor man er gammel nok til at føle sig tom.

Det punkt nåede jeg for nylig. I en seng, i ske med en fyr, der engang var en fuser. En af de virkelig farlige, der var nem at brænde sig på. For mig i hvert fald. Nu er han uskadeliggjort, og skeen, vi lå i, var ganske sober og venskabelig. Ikke noget hanky panky her. Tro det eller lad være. Men altså, mens jeg lå der i sengen, midt i det sidste afsnit af Game of Thrones, gik noget op for mig. Jeg elsker ham stadig!

Se det burde jo ikke gøre en tom, tværtimod, men det gjorde det. For jeg elsker ham ikke, som jeg gjorde før (hvilket for de indviede vil synes som en god ting, og jeg er enig). Nej, jeg elsker ham bare, som en pige nu kan elske sin ven uden at have behov for kæresterier. At ligge der og vide, at den mand jeg engang måtte kæmpe for (og tabte forøvrigt - mindre detalje), han nu ligger lige ved siden af mig, lige så ensom som jeg, og elsker mig lige så højt, som jeg elsker ham (Ja det har han nemlig fortalt mig - og jeg tror ham). Men intet kan vi gøre for hinanden. Ingenting. Jeg kan fortælle ham, jeg elsker ham, det vil nok varme lidt, men ikke gøre nogen forskel. Vi kan bruge masser af tid sammen, og dele verden med hinanden, men det vil aldrig være tilstrækkeligt. Jeg kan være en del af hans familie, men aldrig som mere end hans datters bonustante (og hans mors ekstrabarn - ja, jeg er pjattet med hans mor). Vi kan tale flere timer i telefon, men det vil aldrig være timer nok. Vi kan ligge i ske og kramme og putte alt det, vi har behov for, men det vil stadig ikke være den ægte vare. Lige meget hvor stort et behov vi kan dække hos hinanden (nej, stadig ingen hanky panky - kedelige men fornuftige ældsten), så vil jeg - nej -  så vil vi stadig sidde tilbage med følelsen af, at der mangler noget. Nogen. Tomt for nogen!

Jeg har som sagt en familie, dejlige veninder, fantastiske venner, en håndfuld særlige, mænd jeg elsker mere, end jeg kan rumme, men ingen som kun jeg skal dele min fantastiske nye store verden med. Og det gør mig tom. Tom for glæde. Tom for lyst. Tom for gåpåmod. Tom for håbet om, at manden snart dukker op. Jeg har virkelig brug for en refill. Den slags koster desværre ikke gratis, når man er blevet voksen.

Heldigvis giver tegnet for "at elske" lige så meget mening som tegnet for "tomt". Faktisk lige så meget mening som tegnet for "kusse". Måske det var en dejligere ting at fokuserer på, men jeg venter på min refill.

Til de der måtte være nysgerrige:

                                      



Kusse - Præcis som Rihannas "Diamond" tegn, bare på hovedet.

Elske - Hold dig på hjertet og løft skuldrene let (Lidt som hvis du tog et dybt suk)

 

 

Luftkasteller badet i børn og latte-livet

 

Der er gået børnesnak i min vennekreds. Eller, forstået den måde, der er kun enkelte, som reelt har børn og/eller er gravide, dog er børn alligevel blevet en stor del af vores samtaleemner. ”Skal min nuværende kæreste være ham, der gør mig gravid?”, ”Jeg tror ikke jeg skal have børn”, ”Næste skridt efter vi er flyttet sammen, er vel at få børn, ikke?” og så videre og så videre. Det er måske ikke så mærkeligt når vi alle er i midten af 20’erne, nogen er endda stille og roligt passeret de 30. Der er, om man vil det eller ej, et indre biologisk ur, som efterhånden tikker højere og højere. Også selvom man ikke mener man skal have børn, så er det alligevel tanker, der udkommer af det evigt, captain hook inspirerede tikkende ur. And I do not blame them, for jeg er selv en af dem; børnetalerne. Jeg vil gerne have børn og har altid gerne villet have børn. Ikke mange børn, men børn (i flertal vel at mærke). Og, hvor langt ude det end lyder, så bliver jeg sgu en lille smule stresset ved tanken. Eller nej, det gør jeg sådan set ikke, jeg glæææææder mig bare til det bliver min tur. Jeg ved jo godt med hele mit rationale, at min børnetid simpelthen ikke er moden, så derfor tager jeg forskud på glæderne; jeg passer børn. Alle de børn jeg overhoved kan komme i nærheden af.

Da min mor var på min alder, havde hun en datter (mig) på to år, var gift med min far og gik lige så stille og roligt og varmede op til at få barn nummer to. Jeg er hverken gift eller varmer op til nummer to. Hvilket i min alder må siges at være langt mere socialt acceptabelt end den vej min mor valgte. Jeg har bare altid haft en idé om, at jeg skulle være ung mor, altså ikke ung mor på den der socialklasse 5 - de unge mødre – måde. Nej, en ung mor, som har tjek på tingene og potentielt også tager et par fag på universitetet ved siden af børnepasningen. Det der universitet blev ikke min levevej og giftermålet er heller ikke rigtig på tale, så nu føles hele glansbilledet af mig, der kommer gående højgravid ned ad Østerbrogade med min chai latte og min lækre og lykkelige mand ved siden af, lidt iturevet. Man har vel lov til at drømme, bare en gang imellem.  

Min veninde udtalte forleden ”Men Yngsten, du er jo også alt for boheme til det der latte-liv på Østerbro”…….. det var i virkeligheden nok ment som en meget stor kompliment til sådan en som mig. For, hvem vil ikke gerne være for boheme til latte-livet på Østerbro? Dem jeg anser som værende bohemetyper, er de sejeste mennesker jeg kender, og lige pludselig blive sat i bås med dem, er virkelig sejt.

Men hvad nu, hvis det var latte-livet på Østerbro jeg drømmer om? Eller nok nærmere drømte om. Fra jeg var ikke ret gammel, har jeg altid gerne ville bo på Østerbro og gå i cremefarvet tøj. Nu er forholdsvis voksen og drømme ændrer sig. Så en anden form for pakkeløsning, er nok mere mig. Hvilken pakkeløsning det skal være, har jeg absolut ingen idé om endnu, men jeg kunne forestille mig, at min nyerhvervede titel som boheme (kan I høre, hvor glad jeg er for den) blandet med en god kop kaffe med et skvæt mandelmælk i og måske noget med sølv og creme ind over, er et godt bud.

Nej, det er bestemt ikke min tur til børn, men jeg glæder mig til det bliver.