Gæsteblog: Ud af hovedet, ind i kroppen

Der er sket en del omvæltninger i mit liv, siden sidst jeg gæstede Kussesumpen, og det er måske også derfor, at denne omgang bliver en smule mere personlig. Først og fremmest er jeg for en stund blevet Roomiekussen igen – da jeg midlertidigt er rykket ind hos Yngsten og Borelia. Hvorfor? Fordi jeg er blevet single – og da det var mig, der gik, så det var min ekskæreste, der blev i vores fælles lejlighed.

I den tid, der er gået, siden jeg traf beslutningen, har jeg tumlet meget med mine reaktionsmønstre, ikke mindst en total mangel på sammenhæng mellem hvad der foregår i mit hoved, og hvordan min krop reagerer. Jeg forsøgte at spise, og alting kom op igen, jeg har set en del solopgange over Amagers tage i min søvnløshed, og jeg var i det hele taget i undtagelsestilstand, rent fysisk. Samtidig med dette gik jeg og forundredes over,  hvor okay jeg egentlig var. Hvordan fanden hænger dét lige sammen?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et menneske, der lever meget i mit hoved. Det er jeg egentlig glad for, det meste af tiden – jeg er studerende, jeg læser meget i min fritid, jeg arbejder med sprog og kommunikation og er i det hele taget gladest for ting, der kræver noget af min hjerne og mit intellekt. Og så er jeg introvert, og lidt af en drømmer, så det er næsten et under, at jeg nogensinde forholder mig til den krop, jeg trods alt har.

For det gør jeg jo. Jeg bevæger mig rundt i verden, jeg går op i mit udseende, jeg træner og dyrker yoga, jeg dyrker sex – alt sammen ting, der kræver, at jeg forholder mig til min krop, hvad den kan og hvordan, jeg er i den. Og det er dæleme svært sommetider, for jeg har svært ved at komme ud af mit hoved og være til stede i min krop og min kropslighed,  ved virkelig give slip og bare være, rent fysisk.

Jeg talte om netop denne problematik med en nær ven forleden, der sagde noget, som jeg fandt ret klogt: det handler ikke om at komme ud af sit hoved, det handler om at komme ind i sin krop. For man kan jo ikke bare holde op med at tænke, og det skal man heller ikke – man skal derimod tænke sin krop, føle den og være i den, sende sine tanker ind i den. Det er metaforen, der er forkert.

Det er klogt, fordi det er rigtigt, i hvert fald for mig: at i de øjeblikke jeg trods alt har, hvor alting fungerer rent kropsligt, hvor jeg er til stede og rykker mig og oplever noget, der er så fysisk og så nu, at det er helt sublimt, så er det, når jeg kan give slip og være – ikke et eller andet sted uden for mit hoved, men i min krop. Det er svært, især når man har en forestilling om, hvordan det skal være eller hvordan, man bør have det. Det er en styg kliché, at man skal stoppe op og mærke efter, og selv når jeg forsøger at gøre det, kan jeg sagtens overfortolke alting. Men det kan altså virke. Man skal bare ikke ud – man skal ind.

Så det arbejder jeg på nu, mens jeg flytter rundt og forsøger at finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. Med mig selv, og min krop, og andre kroppe, for den sags skyld. Når man har haft sex med det samme menneske i mange år, og pludselig skal til at have det med andre mennesker, kan man pludselig blive meget opmærksom på sin krop, og hvad den kan – og det er måske en rigtigt god ting, hvis man lige holder op med at tænke over det et øjeblik.

Love me Tinder, love me do

Ja, jeg er altså en af de godt 70.000 danskere, der har downloadet Tinder. Mest fordi en ven synes, at det var på tide, men også lidt fordi jeg var nysgerrig. Jeg er jo fra den tid, hvor net-dating så dagens lys, og er derfor stærkt påvirket af den tids ide om, at den slags var for de - øhhh - ikke så heldige individer (man må ikke sige tabere, så bliver folk så sure og tror, at man mener det ondt. Tsk tsk).

Den opfattelse har heldigvis ændret sig, men jeg kan altså stadig ikke få mig selv til det. Men Tinder gjorde det jo så dejlig nemt (netdating light om man vil). En lille uskyldig app, hvor man kun skal stå til regnskab for sin aktivitet, hvis der skulle dukke et match op. 

Og hvad kan det så, det der Tinder? Er det ikke bare noget overfladisk gøgl, hvor man kan få sig et lille selvtillidsboost, hver gang der dukker en besked op om, at en eller anden du har liket i en brandert, for øvrigt også har liket dig (højst sandsynlig også i en brandert). Jo, det er det, men det betyder jo ikke, at det derfor ikke er værd at prøve af, vel - det kunne jo være man mødte noget fornuftigt mand. 

Nu har jeg testet det i snart et halv år og har fundet frem til, at der i virkeligheden kun findes to slags mænd på Tinder. Dem der kan finde ud af at sælge sig selv, og dem der virkelig ikke kan. Der er klart flest af de sidste. En standard profil for en fyr mellem 25-38 indeholder gerne flg. 6 billeder og en eller alle af de flg. 5 profiltekster: 

1. Billeder af ham og andre kvinder. Bare som hjælp til de mænd der prøver at vise at de har veninder - med mindre du i din profiltekst lige får klargjort, at det er din søster eller din kusine, så er hun en potentiel eks - dårligt salgstrick.  
2. Duckfaceselfie - oh yes, men do it too.
3. Babybilleder - please explain. Er det dit eget barn eller en låner? Tro mig, det betyder noget. Ved godt det måske er et forsøg på at vise at du er en god far, eller god til børn, det virker bare bedst hvis du lige præcisere hvilken en du mener.
4. Solbrillebilledet - jeg skal fortælle en lille hemmelighed; kvinder kan godt li' at se mænds øjne, lad nu være med at dække dem til på alle billederne.
5. Sportsbilledet - klassikker. Det varierer med alderen selvfølgelig, men snowboard, ski, mountainbike, marathon og fitness er næsten stensikkert. 
6. Se min smukke navle - det her er min favorit (Her sidder jeg og laver store karikerede gåseøjne med mine fingre - get it?) Jeg ved godt, at en masse kvinder vil buhe af mig for det her, og at min smag er ikke alles smag, men billeder af bar overkrop i Tindersammenhæng siger mig absolut intet. Jeg tænker med det samme, at en mand, der mener, at det her definerer ham, nok ikke er min type. Er det derimod en fyr, der tydeligvis kun leder efter sex (som vidunderet på billedet nedenfor), så er det ganske glimrende, gå amok. Har bare et råd til dig så; put lige et billede ind af dit ansigt også, det plejer kvinder at tænde mindst lige så meget på.

Vil du finde vidunderet her må du altså ta sydpå. 

Og så til de 5 typiske profiltekster:

1. Ingen tekst - det virker dovent, eller som om, han virkelig ikke har noget at sige. Derfor har jeg egentlig heller ikke andet at sige til det end ?
2. Højde - ja det betyder åbenbart noget på Tinder. 9 ud af 10 skriver i hvert fald deres højde på. Uanset om de er 165 eller 195. Jeg kan forstå, at de små mænd har behovet for at få det ud af verden og sortere dem fra, der måtte have et problem med det, men hvorfor de høje mænd? Jeg har endnu ikke mødt en kvinde for hvem, det var et problem, at fyren var højere end hende.
3. Ikonrækken - Hvorfor skrive med ord, hvad jeg går op i, når jeg i stedet kan lave en rebus af iphoneikoner. Så kan folk sidde og gætte på, hvad jeg mener med 👟💪🌀🐠🔫🚬🎓🎉🎮⚽️🏂🍻🚂⛺️ - og for de der slet ikke kan læse ikonerne, well you get the problem.
4. "Noget om mig selv" - Nej hvor sjovt, det skriver alle andre også. Hvor originalt og indsigtsgivende.
5. Lommefilosofiske citater - Helst på engelsk, gerne af en kendt filosof, Homer (ikke ham fra Grækenland, ham fra Springfield), Barney Stinson eller underskrevet dem selv. Alle med et fælles budskab a la Carpe Diem eller Fuck alt, jeg kører mit eget løb. Zzzzzzz....

Jeg kan jo af gode grunde kun sidde her og grine af mændene på Tinder. Kvinderne ser jeg intet til. Men jeg hører ofte fra mine mandlige venner derinde, at det ikke står meget bedre til i deres lejr. Lige præcis det med de lommefilosofiske citater går igen hos kvinderne. Her det så blot oftere Marilyn Monroe end Barney Stinson. Og nu er det ikke fordi, at jeg som sådan har noget imod Monroe, men hvis en kvinde lægger flg. citat på sin datingprofil, så tænker jeg, at hun har nogle problemer med at stole på folk. Men det kan jo selvfølgelig bare være mig, der tolker.

"A wise girl kisses but doesn't love, listens but doesn't believe, and leaves before she is left"

Det er ikke kun mig vel? Jeg mener, med sådan et citat skræmmer man nok nærmere dem væk der ville noget seriøst (ja de findes faktisk på Tinder, i massevis) og tiltrækker dem der nemt kunne leve op til den manglende tillid. Det kan selvfølgelig være pointen, men intet tydede på det i det pågældende tilfælde. Så vi er tydeligvis lige gode om at være dårlige til vores egen PR. Det er egentlig synd, vi er jo så smukke mennesker. 

Men nu er det jo ikke fordi, standardprofilerne er det eneste, du møder på Tinder. Der er nogle ganske fine imellem. Jeg har da også både været på interessante dates og fået sex (virkelig dårlig sex, men dog sex) ud af Tinder. Men jo længere tid jeg har været på Tinder, jo mere er jeg der, fordi det er hyggeligt, og ikke så meget fordi, jeg får noget ud af det. En af mine venner og jeg har som yndlings tidsfordriv at finde sjove profiler og sende til hinanden. "Se lige ham her." "Guuuud, kender du hende her?" "Ej, se lige en profiltekst" elle  "Lær lige hende her at tage et ordentlig billede". Ja det er overfladisk, fuldstændig som app'en lægger op til. Og det er utrolig svært ikke at more sig højlydt over folks valg nogle gange. Jeg skammer mig ikke over det, men i virkeligheden burde jeg måske slette app'en igen. Jeg må bare erkende, at jeg ikke er til det der organiserede dating-ræs. 

Ved I hvad, jeg gør det sgu. Nu, i dag. Bye bye Tinder. Ud og mød med folk i den, måske lige så overfladiske, men noget mere virkelige, verden.