torsdag den 27. marts 2014

Problemet med store bryster vol. 2.

Da jeg har fået en del respons fra både bekendte og fremmede medsøstre med tunge tasker (tusind tak for alle de dejlige kommentarer og mails for øvrigt) har jeg nu udvidet listen over brystproblematikker. Til de der stadig måtte mangle at læse den første udgave af listen, så kan den findes her.

Problemet med store bryster vol. 2:

11: Sved
Ja det lyder klamt ikk. Det er det faktisk også - lidt. Altså, der er det ved kroppen at den jo gerne sveder der, hvor der er varmest, og det er som oftest de steder der er hud mod hud. Vi sveder alle primært under armene, mændene kan opleve at svede i røven (ja jeg fordrejer sandheden nu for at opretholde bare en lille bitte smule kvindelig ynde), og os med store bryster sveder altså under dem og mellem dem. Det er ikke rigtig noget vi er herre over, og det må i kære mænd godt lige huske når i en sen nattetime stikker en hyggelig hånd ind under dynen....ikk!

12:  Sovestillinger
A pro pos under dynen - det der med at sove, eller finde en stilling at sove i kan være noget af en udfordring. Forestil dig at ligge på maven med to sandsække (skal vi sige 1,5 kg pr stk) spændt fast på brystet - to sandsække som en gang om måneden bliver til vådt sand - tungere, fastere. De dage om måneden de bliver til vådt sand, bliver de så ømme, at jeg forestiller mig at det må være sådan det føles, hvis en fyr skulle sove på sine nosser. Det er så her man vælger at ligge på ryggen i stedet, med 3 kilo fedtvæv og mælkekirtler tungt placeret på dine lunger. Hvem sagde også at vejrtrækning skulle være nemt.

13: Udskæring
Jeg har snakket om det før, tøj kan være en udfordring. Min største irritation ligger i valget mellem vulgær udskæring eller lange bryster. Min kavalergang eksisterer, den eksisterer meget. Så næsten ligegyldigt, hvor dyb eller ikke dyb en udskæring er, så vil den være synlig i et eller andet omfang. Modsat kan man jo så vælge trøjer eller kjole uden, hvilket har den fantastiske effekt, at man forlænger sit bryst med noget der føles som metermål. Det får mig til at ligne min farmor, og selvom hun er en sød dame, så har jeg ikke behov for et bryst som en 80 årig.

14: Brysttjek
Brystkræft er det nye sort indenfor moder naturs dårlige humor, så vi skal huske at tjekke vores bryster for knuder. Det tager bare fucking lang tid når arialet er så stort, og nogen gange kan jeg godt være i tvivl om det overhovedet er muligt at mærke efter i hele brystet.

15: Hagesmækken
Jeg har en hagesmæk af hud, fedtvæv og mælkekirtler hængende om halsen, i know. Lad venligst være med at pointere det ved at pege og prikke på den pågældende plet. Det kan gøres mere diskret.

16: Jorden-må-være-en-brystmagnet-kraften.
Bedre kendt som tyngdekraften. Uanset hvor frisk ung og struttende du føler dig, så vil flere kilos vedhæng altså søge mod jorden før eller siden - jo tungere vedhæng, des hurtigere søgen. Mine har langt endnu, men jeg så da gerne at de stopper rejsen snart.

17: Tanlines
Jeg bruger de fleste af mine somre i Spanien med rig mulighed for at arbejde på en varmere kulør, og hver sommer er det en kamp at undgå at komme hjem med 1/3 skandinaverhvide plamager på kroppen. Jeg kan jo vælge at lægge mig topløs for at mindske de mælkehvide områder, det gør jeg da også de steder jeg finder det passende, men det udelukker altså ikke aparte tanlines, så som Dreamworks-måneformede hvide plamager enten under brystet eller gud forbyde det, under armene (det var den der tyngdekraft igen). Jeg er ikke fan.

18: Store ske/Lille ske
Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg ELSKER at ligge i ske (Lig mere i ske), både store og lille faktisk, både med venner og kærester. Der er bare to problemer med at ligge i ske når man har store bryster.
- At være lilleske med en ven som storeske er en udfordring ift, hvor han skal placere sin arm og hånd, for det er som om der er noget andet der optager pladsen, noget andet som han egentlig ikke har anciennitet til at røre ved.
- Noget af det dejlige ved at ligge i ske er at ligge tæt og trygt, men skal man være storeske føles det altså ikke særlig tæt og hyggeligt når der ligger to balloner i vejen.

19: Blinde vinkler
Det gir vel egentlig sig selv. Når jeg kigger ned ser jeg bryster, kun bryster. Jeg skal aktivt strække hals eller flytte på dem for at se andet.

20: Selvindsigt.
Nu sidder jeg her brokker mig over alle de brystrelaterede problematikker, og den første liste havde en del fokus på andres interesse for mine bryster. Så er det et problem når man ind i mellem støder på fuldemandsbilleder man absolut ikke kan huske er blevet taget, som kun viser hvor meget jeg selv faktisk også har fokus på de to vidundere. Som fx disse:

 
 
 
Og så fik i også lidt bryst på denne torsdag. You lucky bastards.
 

torsdag den 20. marts 2014

Bør man sige det?

Jeg har stået i situationen før. Jeg har altid været i tvivl. Man har været sammen med en fyr og det viser sig, at han har en kæreste... Bør man sige det?

Min situation er en smule anderledes og så alligevel ikke. 
Her for halvanden uge siden blev jeg ringet op af min gamle flamme. En flamme, der slukkede brat, en flamme, jeg stadig tænker på ud på de sene aftentimer, hvor jeg føler mig alene. 

Han ringede. Jeg tog den. Det var måske det første, der var dumt, men jeg kan bare ikke finde ud af at ignorere folk. Jeg vidste, at han havde fået en kæreste efter vi havde været sammen, så jeg fik selvfølgelig drejet samtalen ind på det. Hvorfor? Fordi den samtale han syntes vi skulle føre, handlede om sex. Sex med mig. Han fortalte endvidere, at han var alene igen. Og dér, lige dér kom det lille håb, det lille frø, som sætter sig i hjertet, hvor al sund fornuft er væk. Lige dét sted, hvor jeg er svagest. 

Heldigvis fik jeg sagt nej til ham efter mange opkald og sms'er midt om natten. 

Dagen efter begyndte jeg at undre mig. Jeg lånte en andens profil på facebook, så jeg kunne kigge på hans (åh de moderne tider). Jeg konstaterede, at han havde ændret sit profilbillede, og at de reelt set kunne være gået fra hinanden. Kunne det være rigtigt? Var de virkelig gået fra hinanden?

Så så jeg det, hendes like på hans billede, hendes billede med de to. Sammen. De var stadig kærester. Skulle jeg fortælle hende, hvad han havde gang i? Jeg lod den ligge og vendte tilbage til mit eget. Det var en nat han havde ringet, sandsynligvis lidt for fuld. Jeg lod den ligge. 

I dag har han så ringet igen for at høre, om det gik godt. Jeg blev sur. Han havde lovet mig aldrig at lyve og altid fortælle sandheden - det gjorde han ikke sidst, så jeg konfronterede ham. Han indrømmede at have løjet og jeg bad ham om at lade mig være. 

Der gik ikke mere end 5 minutter fra jeg havde lagt på til han ringede igen. Igen kan jeg ikke ignorere andre så jeg tog den. Hans eneste spørgsmål var om jeg havde tænkt mig at fortælle hende det, gøre hende opmærksom på det faktum, at han stadig ringer til mig og vil have sex, for det ville ødelægge hans liv. 
'Dit liv? Det skulle du måske have tænkt over inden du besluttede dig for at være din kæreste utro. Dit liv? Det skulle du have tænkt på før du sårede mig. En stille bøn; stop med at være så fucking egoistisk og tænk på, hvor mange du render rundt og sårer ved dine opkald!'

Det var nogenlunde, hvad jeg sagde til ham. Jeg lagde på. Jeg hørte ikke mere. Skal jeg fortælle hende det? Jeg bryder mig ikke om folk, der er uærlige, så hvis jeg skulle stille mig i hendes sko, ville jeg sætte pris på, at nogen brød tavsheden. 

Gæsteblog: Køn - ja, det er jeg da

I vores moderne samfund hører jeg somme tider folk brokke sig over alle de ”nye ord”, vi ”pludselig” har fået til at betegne os selv. Jeg er for eksempel, hvis vi skal tage alle kasserne i brug, ciskønnet, panromantisk og heteroseksuel - hvilket for de uindviede betyder, at jeg både er biologisk kvinde og identificerer mig som kvinde og at jeg føler romantisk tiltrækning til mennesker uanset køn, men primært er seksuelt tiltrukket af mænd. Er det vigtigt? Det afhænger af kontekst – man kan godt se på mig, at jeg er ret traditionelt feminin, og jeg er kærester med en fyr, så det er ikke ligefrem en hemmelighed – men det er ikke sådan, at jeg bruger de ord, hver gang jeg møder nogen. Især fordi nogle af ordene kan virke lidt fremmedgørende. Og fordi min position er så normal, at den aldrig støder nogen eller markerer mig som minoritet, så jeg har aldrig rigtigt brug for at ”forklare” mig.

Sådan er det dog ikke for alle. Denne fremragende blog, der er drevet af en flok mennesker der alle identificerer sig som kvinder, hedder Kussesumpen – og dermed skulle man tro, at der var markeret et område kun for kvinder, så at sige. Men – hold på hat og briller – det er ikke alle kvinder, der har en kusse. Og det er ikke alle med kusser, der identificerer sig som kvinder. Vi skelner mellem biologisk køn og socialt køn, og de to ting passer ikke altid sammen i den meget snævre og binære opstilling af på den ene side mænd og på den anden side kvinder, som vi arbejde med frem til omkring 1980erne. De fleste vil efterhånden være bekendt med transkønnede – mennesker, der lever deres liv som et andet køn, end det, de er født med, og måske har fået foretaget kønsskifteoperationer (til forskel fra transvestitter eller drags, der klæder sig ud som et andet køn, men ikke nødvendigvis har det som kønsidentitet). Men hvad med dem, der placerer sig et sted imellem, eller ingen af delene, eller noget forskelligt fra dag til dag? De kan måske finde styrke i at bruge nogle af de nye, fancy ord – såsom trans* eller genderqueer.

Det snedige ved at være en del af sådan et oplyst og mangfoldigt samfund, som jeg som feminist kæmper for, er at man selv kan vælge, om man vil tage kasserne i brug, om man vil vende dem på hovedet, eller slå dem helt i stykker. Vi kan blive utroligt fikserede på at definere vores identitet – hvad er jeg, hvem er jeg, hvad er jeg til? Det kan være en fantastisk frigørende, men det kan også blive en fælde. Min søster har for eksempel for nylig opdaget, hvad ciskønnet betyder, og konstateret, at hun er det – men som hun sagde: ”Det gør ikke rigtig nogen forskel – jeg kan ikke rigtigt bruge den information til noget”. Og så skal hun selvfølgelig ikke tvinges til at bruge det. Omvendt kan et menneske, der det meste af sit liv har haft det svært med, at vedkommende ikke passede ind i de sociale normer for det køn, som vedkommende var biologisk, finde enorm frihed i at kunne sætte ord på, hvad vedkommende identificerer sig som – for eksempel transkønnet.

Et argument imod brugen af for eksempel ciskønnet, jeg har mødt flere gange, er ”Men hvorfor skal det hedde noget? Det er jo bare det, de fleste er.” Det er i min optik netop derfor, at det er vigtigt, at det også hedder ”noget særligt” at være en del af flertallet – fordi hvis det kun er minoriteterne, der har ”særlige navne”, så bliver de noget udgrænset, noget aparte, noget anderledes – og så er vi tilbage på glidebanen, der leder til diskrimination og fobi. Derfor er det vigtigt, at vi bruger de mange ord, vi har adgang til, og opfinder nye, så vi kan blive mere præcise og bredt favnende i vores sprog og vores verdensopfattelse. Og derfor bruger jeg somme tider ord som ciskønnet og panromantisk om mig selv – ikke fordi de definerer mig, men fordi jeg definerer dem. Jeg er ikke, og vil ikke være, en ureflekteret standard. Jeg vil først og fremmest ses som et menneske, og give andre samme ret. Det virker måske paradoksalt, men en del af vejen dertil går igennem brugen af de ”nye ord”. Det var først, da man i slutningen af 1800-tallet begyndte at tale om homoseksuelle som begreb, at man opfandt ordet heteroseksuel – det kom faktisk bagefter, lidt ligesom trans* og ciskønnet. Der er ikke noget mere naturligt eller mere normalt (i betydningen ”rigtigt”) i at høre til flertallet – det er rent tilfælde, og det skal sproget understrege, synes jeg. Med fare for at lyde som en kliché er vi alle sammen mennesker, og ved at sætte lidt flere ord på, kan vi skabe et samfund, der afspejler det lidt bedre.


/Roomie-kussen.

torsdag den 6. marts 2014

Hvad kvinder bør...

Titlen på dagens blog gemmer ikke på en liste over ting, vi kvinder bør gøre, hverken i mændenes eller medkvindernes øjne. Nej, den gemmer på en lille liste over, hvad jeg helt personligt mener, at kvinder bør have. En liste som muligvis bygger på meget personlige oplevelser over de sidste måneder, men som i det store hele faktisk er rimelig universel - hvis jeg da selv skal sige det.

Hvad kvinder bør have:

1: Nosser.
De metaforiske af slagsen selvfølgelig. For som de fleste kvinder efterhånden har opdaget, så findes der en stor gruppe mænd, for hvem et ægte par af slagsen ikke er ensbetydende med evnen til at bruge dem. Derfor bør kvinder have et par i reserve til f.eks. at sige fra, når den forkerte rigtige mand dukker op... Eller til at rette skaden og stoppe den forkerte rigtige flirt i tide, hvis ikke man fik sagt fra fra starten. Jeg fandt mine for nylig, jeg havde glemt, at jeg havde dem.




2: En indre kælling.
Ikke at forveksle med nosserne. Den indre kælling er hende, der bor inde i din mave og tager sig af alle de upassende reaktioner, så du på ydersiden kan forblive et fattet og empatisk menneske. Det er hende, der holder dansefest, når eksens nye kæreste har fået bøjle på tænderne (som voksen), og hende der skyder konfetti af, når ham/hende, der ynker sig til alt, endelig dumper en eksamen. Lige pt. er jeg ved at lære min indre kælling om jalousi, for det er netop den slags irrationelle reaktioner og følelser, som hun kan tage sig af, så vi som normale velfungerende mennesker ikke skal grave vores egen grav offentligt, hver gang vi får et lille stik i brystet.

3: Evnen til at tilgive.
Ikke for enhver pris selvfølgelig, man skal mene det, ville det og vigtigst af alt; gøre det uden at gå på kompromis med sig selv. Men måske netop i forlængelse af ovenstående punkt ville det klæde kvinder med lidt tilgivelse, ikke at bære så meget nag eller brænde alle sine broer ned for dramatikkens skyld. Jeg skrev om det i "Fra pyroman til brobygger", og selvom det venskab viste sig at blive mere besværligt end som så, så holder jeg fast i min tilgivelse, og han er stadig min ven, kaos til trods.

4: Veninder.
Ikke dem du altid har det sjovt med, eller dem der gejler alting fuldstændig op ved bare den mindste tilstedeværelse af hankøn i dit liv. Nej de veninder der på et splitsekund kan se eller høre på dig, hvordan du virkelig har det - det være sig på både godt og ondt og nogle gange, før du selv er klar over det. De hænger ikke på træerne, for det meste skal de læres op, og du skal selv åbne op for det. Men ind i mellem dukker de op ud af den blå luft, spørger dig, hvordan du har det, og fejer dit "fint tak" af vejen med et "det er løgn, men det snakker vi om senere". Andre gange skal der en temalørdag om kussen og en spontan søndagsbrunch til, før man opdager dem. Mine to bedste aner jeg dog ikke rigtig hvornår eller hvordan dukkede op, men jeg kan ikke undvære dem.

5: Venner - dem med hår på brystet.
Det kan selvfølgelig være, at din kæreste er din bedste ven, og du ikke har brug for andre mænd i dit liv. Det kan jeg som sådan godt have respekt for. Men i tilfælde af, at du ikke er så heldig, så er en mandlig ven altså mere værd, end man nogen gange giver dem credit for. Ikke kun fordi at han forstår mænd og deres hjerner en del mere, end du selv gør og derfor kan være ganske nyttig, men også fordi, at hans tilgang til verden er lidt anderledes end din. Jeg har altid været bedst til drengevenner, fordi jeg simpelthen ikke magter det drama, piger bygger op om hinanden eller om verden. Og jeg har ingen kontrol over min egen indre dramaqueen, hvis ikke jeg ind i mellem får et skud udramatisk mandelogik lige i solar plexus - uforsødet og ærligt.


Man kan mene, at den vigtigste ting, kvinder bør have, er troen på sig selv. Det er jeg også fortaler for, men det er ikke altid lige nemt at opretholde den tro eller opbygge den, hvis ikke man havde den i forvejen. Det er så her min lille liste gerne skulle gøre gavn. Har man sagt fra en gang, tør man gøre det igen. Anerkender man sin indre kælling, stopper man forhåbentlig også med at være flov, over de menneskelige følelser vi alle render rundt med, hvor grimme de end er. Lærer vi ægte tilgivelse, er det nemmere at komme videre og vigtigst af alt - venner der tror på en, gør det lidt nemmere at tro på sig selv.

Og sådan ca. NU sidder den ene af mine mandlige venner et sted i Århus og ryster på hovedet af mig, fordi jeg har nået mit bla bla bla stadie og lommefilosofiske bagklogskab. Så jeg må hellere stoppe for i dag. God torsdag alle sammen - I er nogle smukke, smukke mennesker!!