Nogle gange er det som om, at jeg gør det helt ubevidst bevidst - opsøger de forhold, som kun kan ende galt - som om mit indre jeg bare gerne vil såre mig selv konstant. Jeg har tit tænkt over, om det er, fordi jeg har levet så længe ulykkeligt, at min krop ikke kan være i det lykkelige og derfor vælger at gøre ting ,som gør jeg bliver såret - for jeg kan jo et eller andet sted godt se, at det ender galt ,og alligevel vender jeg ryggen til det og håber, at denne gang går det godt.
Jeg er lige blevet droppet for en måneds tid siden. Jeg troede, at ham her havde potentiale til at være den 'rette'. Vi havde snakket om tingene. Vi var enige om, hvordan et forhold skulle være, og vi var enige om, at vi ikke skulle se andre - troede jeg. Man skal åbenbart ikke snakke alvorligt med en fuld mand - så gælder de ting, man snakker om, ikke!
Han ville alligevel gerne se andre - eller i hvert fald kysse og have sex med andre - og så sluttede vi. Det gjorde ondt, virkelig ondt. Jeg havde ikke set den komme. For fanden, vi havde snakket om familie og børn. Nå, men der stod jeg igen - forvirret, trist og magtesløs. Var det mig, den var gal med?
Var det mig, som bare tog alt det positive og blæste det så stort op, at jeg til sidst ikke opdagede alt det negative?? Det mente han, men jeg kan stadig se den store positivitetsballon.
Nå men tilbage til sagen; at såre sig selv gang på gang. Igen er jeg hende den dumme tøs, som så ender med at finde sammen med manden igen - helt hemmeligt. Jeg startede med at sige, at det bare var hygge - ikke mere i det. Jeg kan bare ikke være i noget uden følelser, og hvad sker der? Han finder en ny, og jeg er ude. Igen. Det er der, det går op for mig, at jeg havde følelser med i det. Det er dumt, dumt, at sidde tilbage og føle det samme, som man har følt før. Hold kæft, hvor bliver man vred på sig selv.
Så nu skal der ske noget nyt. Jeg skal videre. Jeg skal stoppe med at gøre de samme ting, som jeg altid gør. Jeg skal stoppe med at såre mig selv hele tiden. Stoppe med at kaste mig over de der mænd, der gør mig ked af det. Nu skal det være slut. Men hvor starter man? Først og fremmest må jeg i hvert fald komme over ham. Jeg kan ikke starte er nyt forhold, når jeg stadig har ondt i maven over en anden.
Derefter skal jeg til at finde min selvtillid frem og tro på, at jeg kan finde én og tro på, at det ikke er mig, den er gal med - men dem. Ikke det nemmeste, men jeg vil prøve!
Jeg håber det hele virker. Jeg håber på at finde en, der synes, jeg er fantastisk. Jeg håber at indse, at jeg er fantatisk og meget mere værd, end hvad de andre har gjort mig til.
Nogen gang skal man bare helt ned og skrabe bunden, før man indser, at man skal videre, før man bliver lykkelig. Nu har jeg ligget og rodet rundt der nede på bunden længe nok. Slut med at have ondt af mig selv. Op på hesten. Igen. Så håber jeg, at jeg lander blødere, hvis jeg skulle falde af igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar