Problemet med store bryster er:

Ingenting, kunne man fristes til at sige. Og bevares, der er meget dejligt ved store bryster, rigtigt meget, men som indehaver af et par i den større ende af skalaen, så kender jeg selv en del til bagsiden (undersiden er det velsagtens i det her tilfælde). Og da det efterhånden er længe siden, vi har haft en liste her på bloggen, så snupper vi en i dag. Så her kommer 10 dagligdagsproblemer, man møder, når man har store bryster. 

1. Smerterne
Ja, det kan måske komme bag på nogen, men store bryster er lavet af samme materiale som de små; fedt og mælkekirtler. Og den slags vejer - MEGET. Uanset, hvor god og støttende en BH du render rundt med, så er ændrer det ikke på vægten, du bærer på dine skuldre. Snærende BH-stropper gør sviende ondt og giver grimme røde mærker og med tiden permanenter krater i skuldrene. AV. 

2. Smerterne i pengepungen
Jeg ved godt, at mange mænd (altså dem, der har turde kaste sig ud i den skræmmende opgave at købe undertøj til deres udkårne) kan ryste på hovedet over, at priserne stiger støt med at mængden af stof svinder. Det er også delvist sandt. Men piger med små bryster har dog masser af billige og gode alternativer. Vi med jungerne kan få en billig bh for omkring en 3-400 kr. Jeg savner dagene (læs: 7 klasse), hvor jeg kunne gå i H&M og købe ny bh for under 79 kr. Hvilket også bringer os videre til næste punkt.

3. Pasform faldskærm
Hvorfor er det, at 90 % af det undertøj, der findes i skål F og opefter, helst skal få dine ellers ganske pæne bryster til at ligne noget, der burde sidde på din farmor. Forventes det, at køberne af store BH'er kun er kvinder over 50, der har fået trætte bryster af for meget amning (og den generelle kamp med tyngdekraften), har givet op på at være sexede og derfor er ligeglade med, at pasformen får det til at se ud som om, de har spændt en faldskærm på hvert bryst? Jeg er 29 og vil helst gerne have lov til at føle mig bare en lille smule fræk, når jeg står foran en fyr kun iført undertøj. Er det for meget at forlange?

4. Big Is Beautiful
Til de uvidende så er det en afdeling i H&M, hvor jeg oftest er nødsaget til at søge hen. Nu er det ikke fordi, jeg er petit, men jeg er heller ikke der, hvor jeg burde søge i specialbutikker eller afdelinger - d.v.s hvis altså ikke jeg rendte rundt med mere bagage fortil end på resten af kroppen. BIB og Mama afdelingerne i H&M er såre simpelt de eneste steder, jeg ved, jeg kan finde tøj, hvor der er plads til mine bryster. Hvor resten af min krop uden problemer kan klare sig i str L, skal attributterne absolut bryste sig af str XL.

5. Bølgegang i barmen
Ja, det lyder dejligt, gør det ikke. Jeg kan da også selv være ganske fascineret af bevægeligheden af et par store bryster. Men faktum er, at det er ret ubehageligt i en del situationer. Nu har jeg spillet teater i ca. lige så mange år, som jeg har haft store bryster, og det der med at danse, selv med et sports-BH, der strammer op, så man nærmest ikke kan trække vejret, det er ikke for sjov.

6. Opmærksomhed
Ja, I know, buh-freaking-huu Ældsten. Men når dine venners fædre omtaler dig som hende med brysterne, din omgangskreds ser det som en selvfølge at kommentere eller røre ved hver given lejlighed, du finder små blå mærker som følge af folks prikken til dem, og billeder som nedenstående (ja det er mig - eller mine) er hvad du finder på din telefon, efter at din VENINDE har haft fat i den - så må man godt blive lidt træt, bare lidt.

7. Hovsa
Store bryster er i vejen. Man vælter ting, spilder ting og rører ting. Eller ting rører dem, folk rører dem, fremmede folk rører dem. Det sker ca. to-tre gange dagligt, at en tilfældig forbipasserende, en lidt for perifer bekendt eller din meget blufærdige veninde lige får strejfet dem mod sin vilje. Det er akavet, og ikke alle kan smile af det.

8. Numsemænd
Ja det er åbenbart mit lod i livet primært at støde på mænd, der er til numser og ikke bryster. Jeg mener, når nu det er min ting, min force, dem, der ankommer en halv time før jeg selv, så er det da fjollet, at de skal gå til spilde på en, der hellere vil fokusere på min blege (med selvfølgelig utrolig gode) mås.

9. Bryster virker!
Ja, set fra et feministisk synspunkt er det pisse irriterende og burde kunne ændres. Men faktum er, at sex sælger, og ideen til dette indlæg startede da også oprindelig som en joke, fordi en ven af Kussesumpen, som har sin egen blog (Barokken), har fået overvældende flest views på sit indlæg om netop bryster. (Der er fem, min favorit kan du læse her). Og du skal ikke bilde mig ind, at der ikke er en temmelig stor del af dagens læsere, der klikkede herind i dag netop pga. billede og emne.

10. Brok
At brokke sig over at have store bryster er det samme, som at brokke sig over at have flad mave, være smuk, have en lækker kæreste, få god sex....o.s.v. 
Ingen tager din brok seriøst, for hvad har du lige at brokke over? Helt ærligt, ikke så meget. Uanset de ovenstående problematikker, så er jeg egentlig godt tilfreds med min G-skål. Men derfor vil jeg nu gerne have lov at brokke mig over generne alligevel. 

Så tag dog ansvar!

Da en kendt og til tider temmelig provokerende finansmand for nyligt proklamerede, at han ikke villle vedkende sig fadderskabet til det ufødte barn, hans ekskæreste bar i sin mave, skabte det ramaskrig landet over, men især i feministiske kredse. Han har siden slået på tromme for den såkaldte juridiske abort, hvor manden kan fraskrive sig sit fadderskab. Og folk er blevet gale! "Han skal jo bare tage ansvar for sine handlinger og betale sit børnebidrag - han har jo helt sikkert råd." Men er fadderskab ikke andet end en fast månedlig bankoverførsel? Er det kun af økonomiske årsager, at manden ville ud?

Denne tekst skal på ingen måde læses som et forsvar for Klaus Riskjær. Jeg har absolut ingen interesse i at tage den diskussion for ham. Til gengæld interesserer det mig, hvor hurtigt diskussionen om den juridiske abort bliver fejet af bordet med argumentet om ansvar. Især fordi der ligger en langt mere væsentlig diskussion lige bagved - nemlig en ligestillingsdiskussion i forhold til forældrerollen. Og det har de selvudnævnte feminister tydeligvis glemt.

Lige en indskudt note her. Jeg betragter mig selv som feminist i den forstand, at jeg ikke mener, at mænd og kvinder skal være ens, men derimod at de skal have lige rettigheder og muligheder. Jeg går derimod ikke med et ønske om, at kvinder skal overtage verden og undertrykke alle mænd som en hævnakt for patriarkatets storhedstid.

Tilbage til ligestillingen. Af biologiske årsager har kvinden primær adgang til barnets første levetid; hun bærer det i maven i ni måneder, gennemgår en smertefuld fødsel og de mange efterfølgende gener (sammensyet mellemkød, en livmoder, der skal trække sig sammen, brystbetændelse i forbindelse med amning osv.), og det er hende, der giver føden til ungen de første måneder af dens liv. Men det betyder for mig at se ikke, at det er mere hendes barn end faderens. I det tilfælde, at det var mere hendes, ville det forøvrigt ophæve mandens ansvar for at tage barsel, betale til mad, tøj osv. og desuden drage omsorg for kvinden og barnet. Nå, men altså - barnet er begge forældres ansvar og tilhører begge forældre (måske er det lidt voldsomt at tale om ejerskab i forbindelse med et levende menneske, men i mangel på bedre ord). Alligevel er det udelukkende kvinden, der beslutter, om barnet skal blive til eller ej.

Når en kvinde bliver gravid, er hun ikke forpligtet til at fortælle manden dette. Hun kan dog altid gøre det, skulle hun få brug for børnebidraget, men reelt set kan man som mand være blevet far uden at have den fjerneste anelse. Eller kvinden kan vælge at få en abort, uden at manden har noget at skulle have sagt i forhold til sit eget afkom. Jeg er fuldt ud klar over, at man ikke kan tvinge en kvinde til at bære et barn i ni måneder, bare fordi manden ønsker det, men man burde efter min overbevisning altid tage ham med på råd (selvfølgelig ikke i tilfælde, der involverer forskellige typer af overgreb, det er klart).

Nå men altså, manden har absolut intet at skulle have sagt - uanset om han vil eller ikke vil være far. Og nej, man kan ikke tvinge en kvinde til at forblive gravid. Og man bør heller ikke tvinge hende til at få en abort, hvis hun ikke ønsker det. Det er en traumatisk oplevelse for de fleste kvinder, og der skal man ikke tvinges ud. Men hvor er mandens rettigheder?

Jeg bliver så træt, hver eneste gang jeg hører nogen sige at hvis manden ikke vil være far, så kan han bare beskytte sig. For det første, fordi der efterhånden har været en del historier om mænd, der faktisk troede, at de var beskyttet - og så var de det ikke alligevel (kondom, der springer, kvinder, hvis p-piller ikke virker eller ikke er blevet tager - find selv på flere). Og for det andet, hvis argumentet mod den juridiske abort er, at mænd bare skal tage ansvar - så er det vel også argumentet mod den frie abort. Hvorfor skal kvinder ikke tage ansvar for deres handlinger, når de har haft ubeskyttet sex og er blevet gravide. Hvorfor kan de fraskrive sig forældrerollen, hvis manden ikke kan?

Når nu alt det er sagt, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg er fortaler for den juridiske abort. Primært fordi den ikke løser problemet. Bevares, en mand ville kunne fraskrive sig det juridiske fadderskab og slippe for børnebidrag, men så er faderrollen jo negligeret til skaffedyr. Og der må være mere i det. Selvom man(d) får en juridisk abort, så risikerer man jo stadig, at der 18 år senere står en lyshåret pige med våde øjne på ens dørtrin og siger "du er min far!" Og den del af problemet kan vi jo ikke løse.

Så altså, dette er ikke et forsvar for den juridiske abort (eller Klaus Riskjær), men et indspark i en debat, der alt for hurtigt bliver lukket med argumentet om at tage ansvar. Kære vrede kvinder - hvad med om I tog ansvar? Både for at give jeres børn fædre, for at give jeres kærester, ekskæreste og one-night stands medbestemmelse i forhold til en eventuel graviditet - og for ikke at lægge låg på en meget væsentlig diskussion. Det er altså sådan ligestilling skabes.

Vil du smage min tandsmørsbelagte frustrationskage?

Jeg er frustreret. Jeg forstår ikke min krop. Jeg har et arbejde, hvor jeg føler mig som en natteravn, altså ikke på Rasmus Seebach-måden. Jeg står virkelig tidligt op (03:25), så jeg er begyndt at være rigtig træt, også selvom jeg går tidligt i seng. Og så er jeg sulten. Virkelig sulten. Hele tiden. Jeg har lyst til at spise uanset tidspunkt på døgnet. I lang tid har jeg overvejet, hvad det kunne være. Er jeg i en eller anden mærkelig overgangsfase? Har jeg stress? Tænker jeg bare generelt over for mange ting, som jeg ikke burde? Er jeg måske snart på vej over til den rigtige natteravn - altså på Rasmus Seebach-måden? Er jeg gravid??

Jeg kan godt se, at flertallet nok måtte tænke, at jeg muligvis er gravid, men det er ikke sandheden.

Jeg har ikke haft sex i længe. Eller jo, men dårlig sex tæller ikke. Jeg tror jeg har fået det man kan kalde "Samatha-syndromet" - ja hende fra sex and the city - hvor jeg kompenserer for min manglende lagengymnastik med mad...

Jeg arbejder et sted, hvor der kommer mange håndværkere. Og som jeg pt har det, er de allesammen lækre og jeg-ku'-godt-fuckable-kind-of-types! Derfor spiser jeg. Det må kunne lade sige gøre at spise det væk. Så jeg øver mig. Øver mig i at spise det væk. For når de kigger på mig, er jeg på renden til at gøre én eller flere af følgende ting:

RÅBE – så knep mig dog!!!!!

BØJE mig langt ned foran dem og sige upsi tutsi, jeg tabte vist lige min nøgle (jeg ved ikke, om det stammer fra en dårlig pornofilm, jeg engang har set)

SPØRGE: "Har du lyst til at hjælpe mig med noget ude på lageret…" (igen pornofilm)

Det er pisse frustrerende og fedende at spise hele tiden for at styre mig. Så når de kommer op til mig, håndværkerne altså, begynder jeg straks at tænke på mit yndlings spise, som pt er et rundstykke med smeltet smør - gerne smeltet tandsmør. Fik jeg sagt, at det er fedende at være mig disse dage?... 

En løsning kunne være at sætte mig i det mørke, forførende hjørne på min lokale bodega, hvor alle de desperate typer sidder i nærheden. Få fat i mit one-night-stand, så jeg kunne få stillet min lyst og trang, så jeg ikke kommer til at råbe upassende- og til dels ret akavede ting ud i hovedet på hver eneste håndværker, der træder ind i butikken. Dog er jeg kommet frem til, at jeg ikke vil være hende, som bare ligger og knepper den ene fyr efter den anden, uden at der er noget i det. Hvad med en bolleven? Nej for det kan mit hoved sgu ikke finde ud af. Det der med at knalde én regelmæssigt uden følelser, det er sgu ikke lige mig. Og hvad gør man så? Så drikker man sig stiv og fejrer, at det i det mindste ikke kan blive værre.

Ja og så må jeg vel bare finde mig i, at rundstykker med tandsmør er vejen frem, ihvertfald lige nu.
Hver gang der kommer en håndværker ind i butikken, propper jeg et smurt rundstykke direkte ned i løgneren, vender mig om og beder til at alt nok skal gå. ...badevægte er alligevel overvurderede...

Diagnose: Sygelig tendens til luftkasteller

Jeg betragter egentlig mig selv som et rimeligt rationelt væsen. Måske med et lidt forkvaklet forhold til litteratur og en tendens til at købe sko, jeg aldrig rigtigt kommer til at gå i, men alligevel - rimeligt rationel. Men når jeg møder en ny mand, så rammes jeg af midlertidig sindssyge. Min fantasi fostrer helt fantastiske og dybt urealistiske idéer, som den stakkels mand på ingen måde kan leve op til - eller i sin vildeste fantasi forestille sig.

Tag nu dette eksempel. I foråret 2012 arbejdede jeg på en børneteaterforestilling. Vi var alle frivillige og gjorde det bare for fornøjelsens skyld. Scenografen var en ung (25 - det er nyt for mig med mænd på min egen alder. Jeg burde få en præmie), universitetsstuderende, fåmælt og smadderpæn fynbo.

Allerede første gang jeg havde talt med ham, havde jeg besluttet, at han var pisse intelligent og hammer interessant - ja, det er noget, man som kvinde beslutter, om en mand er. For det er i virkeligheden ikke så vigtigt, hvilken type han er - det er vigtigt, hvilken type, jeg tror han er. Jeps, jeg har et alvorligt problem med at omdanne tumpede fyre, der helt sikkert ikke er gode for mig, til prinsen på den hvide hest, hvorefter det så kan gøre rigtigt ondt, når han ikke vil have mig. Bravo!

Nå, men altså, tilbage til historien. Den unge mand og jeg kysser lidt rundt under teaterforløbet, har lidt sex og fortsætter bagefter. Cirka en gang om ugen fortæller han mig, at han ikke vil have en kæreste, ikke er klar til det, har for meget bagage, er følelsesmæssigt utilgængelig osv. Og hvad gør jeg - jeg siger da bare: "Bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed". Og til mig selv og mine veninder siger jeg: "Han skal bare have lidt tid. Man må aldrig presse dem (mændene altså)."

Flere gange står han op om natten og kører sin vej, fordi han af den ene eller den anden grund ikke kan sove ved siden af mig. Det gør ondt som bare fanden, men jeg insisterer på, at han selvfølgelig bare skal have lidt plads. I mellemtiden bygger jeg luftkasteller - store luftkasteller:

Han er sådan en friluftstype - hvilket glæder en gammel spejder som mig. Så kan vi tage på vandreferie sammen, eller rejse på tomlen gennem Europa. Eller vi kan køre på hans motorcykel, der godt nok PT er ude af drift, men som til gengæld hedder det samme som mig. Ja, ikke opkaldt efter mig selvfølgelig, det er vores bekendtskab for nyt til, men blot fordi han synes, navnet er pænt. Det må være skæbnen! Og så er han praktisk. Ud over at skrue på sin motorcykel, så kan han bygge ting. Så kan han passende lave de der indbyggede reoler, jeg drømmer om, når vi skal flytte sammen (ja, jeg ved det, manden vil ikke en gang være kærester - og jeg drømmer om lejlighed, børn og en christianiacykel - flot!).

Vi har oven i købet mødt hinanden, mens vi lavede teater, endnu et perfekt match. Så til foråret kan jeg tage ham med op til mit lille teaterfællesskab og introducere ham - og alle vil elske ham, og det vil blive helt skønt, og vi vil være ih-så-åh-så lykkelige.

Desværre endte historien ikke lykkeligt. Jeg fik et knust hjerte, han fik en ny kæreste - glemte at fortælle mig det, da vi kom til at kysse lidt igen - og jeg stod der med mascara ned af kinderne og lagde mig hjem i seng med en brun papirspose fra Mc Donald's. Så kunne man måske mene, at jeg havde lært lektien - men nej!

For et års tid siden løb jeg til en julefrokost ind i en fyr, som jeg tænkte, egentlig var meget skøn. Vi kyssede lidt rundt og endte med at tage hjem sammen. Han var nyligt kommet ud af et langt forhold og havde desuden et barn med en kvinde, han ikke længere var sammen med - en sublim pakkeløsning helt uden sammenligning. Her burde mine alarmklokker nok være begyndt at ringe, men tvært i mod syntes jeg bare, at han var ih-så-åh-så interessant.  "Han har bare haft nogle dårlige erfaringer", sagde jeg til mig selv og mine veninder. Det kan jo fikses. Og han var musikalsk, kreativ og dygtig. "Næ, er det Tolstoj, der står der i din bogreol? Hvor skønt - vi er helt sikkert skabt for hinanden."

Jeg har erfaring med pap-børn - og jeg er rimelig god til det, så tanken om hans lille søn skræmte mig slet ikke. Han var ikke bosat i København, men til gengæld i Nordsjælland, hvor jeg ofte slår mine folder. Se det var dæleme praktisk. Og han har bil - så dejligt, så kunne vi køre op til familiens ødegård i Sverige på forlænget weekend; lægge puslespil, læse tykke bøger og gå lange ture - ih, hvor skønt. Det var selvfølgelig lidt svært, når han ikke besvarede mine sms'er, men han havde jo sagt, at han var dårlig til det. Og jeg sagde: "bare rolig, jeg kræver intet af dig andet end ærlighed", når han blev bange for mine forventninger, "vi tager det stille og roligt".

Flere gange hørte jeg historier om meget unge piger, som han eftersigende kyssede rundt på, men når jeg konfronterede ham, fortalte han, at det bare var sladder - og den slags er folk i provinsen jo gode til, så jeg åd det råt. "Vi tager det stille og roligt."

Desværre måtte jeg siden erfare, at "stille og roligt" i virkeligheden betød, at han også gerne ville kneppe et pigebarn på 18 samtidig. Det var jo ikke lige en del af min pakkeløsningsfantasi. Så stod jeg der igen med den brune pose fra Mc Donald's og måtte konstatere, at min prins på den hvide hest, i virkeligheden bare var en forvokset teenagedreng klædt ud i mine drømme og min fantasi.

Så siden har jeg begrænset fantasien til hyggeskriblerier og prøver at se verden som den er. Væk med de lyserøde, hjerteformede briller, der får alting til at ligne en romantisk komedie med Kirsten Dunst. Det er den tydeligvis ikke. Og vupti skete der noget magisk. Jeg mødte en mand, som på ingen måde passede ind i mine luftkasteller. Han var alt andet end det, jeg gik og troede, at jeg skulle have. Faktisk var jeg slet ikke interesseret til at begynde med, men han stod fast og inviterede mig ud gentagne gange. Og han var da sød og begavet - men min hjerne gik ikke i selvsving, og så kunne det jo ikke være rigtigt. Alligevel blev jeg ved med at sige ja, og i dag har jeg en dejlig kæreste. Selvom jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der skete. Hvor var luftkastellerne og de vilde krumspring, min fantasi plejer at gøre?

For alt andet taget i betragtning, så er de der fantasifostre fantastiske og skønne. Og til tider kan jeg da godt savne dem. Luftkastellerne bliver så smukke i gennem de der lyserøde, urealistiske briller. Og drømmer koster vel ingenting - andet end et knust hjerte i ny og næ.

Er jeg så ikke en rigtig kvinde?

Ja, det er et temmelig stort spørgsmål. Og jeg mener det helt alvorligt, for jeg bliver faktisk i tvivl nogle gange. Bevares, jeg har alt der skal til - bryster, kusse, periodisk lavt selvværd, 2. dags tømmermænd efter et awesome nytår (wait, det vidner vist kun om, at jeg bliver 30 næste gang) modvillig tendens til drama og den rigtige kombination kromosomer - men er det nok? Noget tyder på, at det ikke er, for jeg fejler åbenbart på et ganske vigtigt punkt; Jeg har ikke planer om at skulle have børn! 
Det er sådan cirka her, min omverden går i noget der ligner undtagelsestilstand - for kvinder som jeg, det siger jo sig selv, er en direkte trussel mod vores samfunds videre eksistens - åh jo, den har jeg fået smidt i hovedet. Og for øvrigt også fordømt til livet som evig single, med dertilhørende kattehjem og let lugt af urin hængene om sig. (læs kusse til salg.). Men hvorfor er det sådan?

Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg ikke hører til børnehader gruppen. Jeg elsker børn, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg også temmelig god til dem. Jeg har set min del til fyre med børn, arbejdet i børnehaver, er yndlingstante, dobbelt op på faster og elsker det. Men alt det forsvinder fra folks hukommelse, det øjeblik jeg siger højt, at jeg aldrig har været skruk. Ikke skruk som i "Nååååårh se de små babytær", eller "jeg smelter når min venindes datter på 3 siger, at jeg aldrig må ta hjem" - nej skruk, som i det min venindes kæreste beskriver som hendes æggestokke, der er kravlet op og har overtaget hendes hjerne. Den der slags skruk, der helt fysisk kan overtage en kvinde. Det har jeg aldrig prøvet. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig kvinde? 

Betyder det ikke bare, at jeg ikke er nået dertil endnu, måske aldrig gør. Jeg mener ikke man skal få børn, medmindre man selv kan forestille sig det, bare lidt. Man skal være klar til at ændre sit liv og sin livstil for good. Ikke nødvendigvis glemme sine egne behov, men som minimum være klar til, at en andens kommer først. Det er jeg ikke. Det bunder i mange ting; jeg kender ikke mig selv godt nok endnu, tanken om at skulle have det totale ansvar for et lille væsen skræmmer mig, tanken om at få større bryster under graviditeten skræmmer mig omtrent lige så meget, som tanken om deres tilstand bagefter og vigtigst af alt - jeg er single. Jeg får kastet i hovedet mindst en gang om måneden, at det hele vil ændre sig, når jeg har fundet ham, jeg har lyst til at få børn med, og selvom jeg ikke kan afvise at det er sandt, så kan jeg heller ikke bekræfte det. Jeg har siddet med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig at få børn med, og stadig ingen skruk følelse, og intet behov for at studere min mensescyklus nærmere. 
Men bevares, det kan jo ske, at jeg må æde mine ord på et tidspunkt. Men det tidspunkt er ikke nu. Jeg mener selv, at jeg har et ret sundt forhold til det at skulle gøre noget så stort og livsændrende som at få børn, men det er svært at opretholde troen på ens sunde sindstilstand, når jeg konstant bliver mødt med undren og en lille portion foragt for min anderledes holdning til emnet. Vi er nået til et punkt, hvor min farmor faktisk er begyndt at føle sig personligt ramt over, at jeg ikke har tænkt mig at give hende oldebørn. Det ville jo også være forfærdeligt, hvis hun skulle nøjes med de to hun allerede har, eller de der potentielt kan komme fra de 3 andre barnløse børnebørn. Ikke et ondt ord om farmor, hende elsker jeg højt, men hendes reaktion på emnet er blot noget, jeg møder lidt oftere, end jeg gerne ville - og det er progredierende i takt med, at jeg bliver ældre.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der sidder med den her følelse, når børn bliver bragt op i tilfældig samtale. Det kan jeg ikke være. Men søde kære skrukke venner, kvinder som mænd, en fornuftig tilgang til det at skulle sætte børn i verden, er ikke unormal. Det kommer bare i forskellige versioner, og min indebærer tilfældigvis bare en mulighed for slet ikke at gøre det. Det gør mig vel ikke mindre kvindelig end andre kvinder. Eller mindre normal. Det gør mig til gengæld en lille smule træt og temmelig usikker. For jeg er da en kvinde... er jeg ikk?!