torsdag den 4. juli 2013

Kussesumpen præsenterer: Den første gæsteblogger

Siden bloggen gik i luften har vi modtaget en del henvendelser fra kvinder (og enkelt mænd), der gerne ville skrive et indlæg her på siden. Det er jo dejligt, at vi taler til mennesker og giver dem lyst til også at udtrykke sig. Så derfor har vi valgt, at bringe vores første gæsteblog i anledning af sommerferien. Nyd et brøl fra "Primatkussen":

Citronfjæs! Det kalder jeg det ansigt som min bolleven laver når han får orgasme.  Han lukker øjnene i, han spænder i alle musklerne omkring munden og ligner mest af alt en mandlig, skægget udgave af Edvard Munchs "Skriget". Det hjælper heller ikke at mit væg er flerfarvet, så det rent faktisk ligner lidt det billede.

Orgasmefjæset lagt til side. Det jeg vil tale om er de følelser som nødvendigvis må opstå mellem to venner, som primært fungerer som bollevenner. Jeg har i lidt over syv måneder været sammen med den samme bolleven. Vi aftalte fra starten, at ingen af os kunne overskue det der med kærester, og at det kun skulle være dét: Nemlig bollevenner. Problemet er, at nu er jeg selvfølgelig begyndt at udvilke følelser for ham. Selvom jeg sagde det ikke måtte ske, skete det nu alligevel. 

Rent tilfældigt finder jeg ud af, at han har fået sig en kæreste, og derfor kan vores lille arrangement jo ikke fortsætte. Jeg ved jeg har følelser for ham nu, fordi det gør ondt at miste ham. Selvom jeg intet kender til den nye kæreste, ved jeg at hun er en total idiot!

Fortvivlet gik jeg og spurgte migselv: Hvorfor ender jeg i denne situation, når jeg nu så omhyggeligt har gjort alt det rigtige for at undgå den? Er jeg (eller vi kvinder) så skide primitive, at vi falder for enhver bare vi får noget god og nærværende pik?

I århundreder har kvinder kæmpet for at blive frigjort. Ikke at skulle ligger under de behårede såmaskiner, både fysisk og mentalt. Men i sidste ende er det dét mit underbevidsthed vil. Ikke min selvbevidsthed som er den der skriver dette indlæg.

Til syvende og sidst, er det nok bare mig der er en svækling. I stedet for at lade ham gå og blive forelsket i en anden, skulle jeg måske bare have tage ham og holdt fast. Det fortryder jeg i hvert fald nu. Men jeg kan stadig ikke lade være med at ryste følelsen af ikke at være i kontrol af mig. Jeg vil så gerne være en moderne og stærk kvinde, som har one-night stands, bollevenner, trekanter osv. Men i sidste ende er jeg der en del af mig, som er en kvinde bedst beskrevet i bøger som er hundrede år gamle. Simpel og dum. Jeg vil bare have en mand til at passe på, føde hans børn, og elske ham. Er det forkert? Jeg lærer alle steder at de følelser er kvindeundertrykkende. Det får mig til at føle mig som et simpelt dyr.

Zoologisk have er der jeg hører til. I et glasbur på påskriften: Kvinde! Må ikke fodres. Dette eksemplar er fremavlet i fangenskab. Uden kontrol over følelser og krop, er hun en slave villig til at underlægge sig enhver primat, med et testosteronniveau der kan måles! Advarsel - indgang på eget ansvar.

// Primatkussen

1 kommentar:

  1. Men det er jo sådan det er. Man (kvinder)knytter sig til den man har sex med.

    SvarSlet