Kan dumme blondiner multitaske?

Mænd tænker kun på sex. Kvinder kan ikke køre bil. Franskmænd er snobbede. Alle folk fra Irland er rødhårede. Musikere tager stoffer. Og folk fra Fyn er altid flinke. En af disse fordomme er mere rigtig end forkert og vi er helt sikkert ikke enige om hvilken.

Jeg elsker fordomme - elsker at hade dem. De grove og diskriminerende af slagsen hader jeg kun. Men alle hverdagsfordommene de er sjove. Jeg elsker at møde stereotyper, der ikke lever op til mine fordomme. Forestil dig en blondine med plastikbryster så store som Rundetårn, tunge- OG navlepircing, hudfarvede læber og et kompendium fra jurastudiet i hånden.  Der er ikke mange, men jeg har set en, og det er nok. Blondinefordom sat i bero - for en stund i hvert fald. Eller hvad med en overtatoveret trommeslager, der spiller punk, men hører Nik & Jay og kan alle dansetrinene fra Highschool Musical - oh yes, han findes!

Det er også sjovt at møde folk, der bekræfter fordommene. Der er vel en grund til, at folk bliver ved med at se Paradise og D.U.M aka De Unge Mødre (ironien er nådesløs), selvom de ved, at programmerne er twistet og kodet af vores fordomme om netop de mennesker, der deltager. Og så bliver man lidt træt. For fordomme er sjældent særlig positivt ladede, og verden må være et sørgeligt sted, hvis de alle passede. 

Det værste er de fordomme man selv får kylet i hovedet, specielt dem der passer. Kvinder snakker meget - tjek.  Om sig selv - tjek. Folk, der spiller teater, er opmærksomhedssøgende - dobbelt tjek. 

Nej hey hov, vent, det passer jo ikke. Jo måske lidt på mig og en del, jeg kender, men sgu da ikke på alle. Det svarer jo til at sige, at mænd elsker fordbold, eller at kvinder kan multitaske - næh hov, det siger vi faktisk. Ofte!! Og så er det, jeg føler mig udenfor. Nogen har glemt at fortælle mig, at jeg skal kunne skrive opgave, gøre rent og skrive sjove kække sms'er samtidig. Det er åbenbart sådan noget, kvinder kan, og jeg er det sørgelige sorte får, der sætter resten af flokken i et forfærdelig dårligt lys. Undskyld. 

Men helt ærligt. Hvad skal det lige til for det der multihejs. Bevares jeg kan spille Candycrush og føre en samtale på samme tid. Og det der med at flirte og koncentrere mig om, at jeg ser for tyk ud i den her kjole samtidig, det har jeg bedre styr på, end Søren Pind har på teksten til Kronborgvalsen (det er meget - til de der måtte tvivle på Pindens talent!) Men helt ærligt, så har jeg steder, hvor jeg hellere ville have, at det obligatoriske kvindelige talent virkede. Personligt ville jeg gerne være skide sej til at have styr min økonomi, IMENS jeg shoppede. Kunne skrive noter SAMTIDIG med, at jeg lytter til, hvad forelæseren kævler videre om. Dyrke sex og se lækker ud på samme tid (sidste melding var lummer - er det godt eller skidt?). Eller i det mindste bare kunne parallelparkere uden at skulle skrue ned for radioen først. Det passer forøvrigt ikke, at kvinder ikke kan parallelparkere - ikke altid i hvert fald!

.   .   .

Og det er den med Fynboerne, der er rigtig forøvrigt. 

Kald det kærlighed - kald det lige hvad du vil...

Det er længe siden, jeg har været forelsket. Rigtig længe siden. Engang imellem bliver jeg i tvivl, om det overhovedet kan lade sig gøre for mig mere. Om skibet ligesom er sejlet efter to forelskelser. Jeg har overvejet at melde den savnet. Altså forelskelsen. Men det ville måske også være lige meget nok. Måske er forelskelse overvurderet, hvad ved jeg. Sagen er bare den, at jeg er en fucking romantiker. Jeg magter ikke halvhjertede snav og endnu mindre halvhjertede grin og smil, og jeg magter da slet ikke at skulle sætte mig op til at se en fyr, bare fordi normen som regel er således. Når det så er sagt, så er det jo ikke fordi, jeg ikke dater en gang i mellem samt knepper med dem, jeg dater - engang i mellem. Men jeg forelsker mig ikke.

Jeg ramlede forleden ind i en af mine to forelskelser. Og hans kæreste. Selvom det er ved at være et godt stykke tid siden, vi sidst sås, så får jeg stadig sommerfugle i maven. Jeg hader det, for jeg ved jo med alt mit rationale, at han ikke er et godt menneske, og at jeg desuden fortjener bedre - bla bla. Men jeg kan jo ikke kontrollere, hvordan min krop reagerer. Jeg kan sgu da ikke gøre for, at mit hjerte begynder at galopere ved synet af ham, vel?! Vi snakker her om manden, der får det ondeste liderfjæs på, når han bare er det mindste liderlig. Om manden, som ikke er noget helt fantastisk vidunder i sengen. Om manden, der er køn, men ikke lækker. Om manden, der har humor, men ikke ejer selvironi. Og om manden, der har en kæreste. En kæreste han har været utro. Med mig. Og hvor stiller det mig? Et sted in between og med kronisk dårlig smag i munden. Dårlig smag i munden, fordi det jo ikke er den første kæreste, han er utro med mig...

Så nu er det på tide at gøre status. Skal jeg bare sidde på min flade, lade skægget gro og mine bryster finde vej ned til navlen, eller skal jeg drøne ud i det og kæmpe for ham? Jeg vælger det første. I hvert fald lidt endnu. Jeg hader, at det er mit valg og især, at det konsekvent er det valg, jeg træffer, hver gang det gælder ham. Jeg er bange for at tabe mit ansigt på marmorgulvet, og jeg frygter mere end noget andet, at han vil gøre alvor af sine indirekte trusler og flå mit hjerte ud og lade rotter spise det en kold vinternat.

Jeg anser altså normalt mig selv for at være en dame med jævnt mange ben i næsen, og som da slet ikke er bange for at tage, hvad hun vil have. Men når det gælder ham, bliver min krop til gelé. Jeg gror en sommerfuglefarm i maven, jeg bliver selvbevidst af helvede til og jeg krymper fra pseudodværg til gnom.

Jeg bilder mig ind, at det er forelskelse og et seriøst problem. Så selvfølgelig kan jeg ikke bare forelske mig i en anden, og selvfølgelig er det også derfor, jeg er angst for at skibet har forladt kajen, og at kaptajnen nu sidder i sin whiskybrandert og griner hæst i skægget ved tanken om at have efterladt mig i en ulykkelig forelskelse. Skide tak! Så sjovt er det ligesom heller ikke. Jeg arbejder på det. Altså på at fjerne forelskelsen. Jeg ligger den i kasser og gemmer den væk, både på loft og i kælder. Langt langt væk fra mit hjerte. Stiller mig uforstående overfor, at jeg ikke kan forelske mig længere - gør alt det rigtige for at glemme. Jeg arbejder pt ud fra devisen "ude af øje, ude af sind"- og det hjælper. Men engang imellem sniger den lille satan sig ind på mig, særligt når jeg aller mindst venter det, og beordrer mig at betale ved kasse 1. Når jeg har betalt min gæld, står jeg afklædt tilbage og føler mig dum og grim og ynkelig. Mon det er muligt at afforelske sig?

LMIS - Lig Mere I Ske!!

Jeg har lige været på Roskilde festival og slået mig løs som en anden teenager, hvilket bl.a. inkluderede min debut som teltknalder. Det er egentlig noget, jeg har holdt mig fra, da jeg altid har fundet det utrolig usexet, og grænsende til klamt, at have sex et sted, hvor man både i radio og aviser tæller ned til det øjeblik, hvor det er hygiejnisk uforsvarligt at dele kropsvæsker. Men nå ja, i mit telt endte jeg altså med den her unge (oh yes, cougarkussen er tilbage) Edward Cullen lookalike, jeg ellers ved flere lejligheder har proklameret, at jeg ikke ville knalde med. Og måske netop fordi jeg gjorde det stik modsatte af, hvad jeg havde holdt så hårdnakket fast i, måtte jeg resten af Roskilde, bære hans bidemærker som en tung, øm, blågul og altafslørende kæde om min hals til alles skue. Kloge mennesker fortalte mig, at dette skulle være en form for afpissen af territorium, en form for optaget skilt på min ryg, mest af alt tror jeg bare, det er en markering - "**** was here" sort of thing. Og med mit kendskab til manden er jeg faktisk ret sikker på, at det er sådan, det hænger sammen -bevidst eller ej. Hvis ikke man har muskler at spille med, så må man vise verden på en anden måde, at man er en rigtig mand - og hvad siger det mere klart, end at nedlægge pigebørn (og kusser - host) på stribe?!

Og der gik jeg så som en lille reklamesøjle for kuvøseguffet. Men jeg gik med oprejst pande, for det var jo sjovt - og til en vis grad selvforskyldt. Jeg havde rigeligt med principper, der modarbejdede det her knald, men jeg erkender blankt, at lysten arbejde i medvind - og det er nu engang lysten, der er sjovest at følge.

Efter jeg er kommet hjem, har jeg været en tur i byen med nogle venner, hvor den lille dreng og vores roskildeeksapader dukkede op i samtalen. Der blev talt en del om, hvorfor han scorer så meget, som han gør, hvorfor jeg egentlig endte sammen med ham og hvordan jeg havde det med det. På et tidspunkt i samtalen siger den ene af fyrene til mig, at han tog hatten af for, at jeg var så kold omkring det hele. Kold?! Hvad betyder det? Umiddelbart tror jeg hans pointe var, at det ikke er mange piger, der "bare" går ud og knalder uden at have en eller anden form for følelse med i spillet, men han fik det til at lyde som om, jeg var følelsesløs eller nå ja, billig faktisk. Og jeg blev lidt stødt.

Jeg forelsker mig også i de forkerte. Jeg er også kodet som andre kvinder til at holde fast i dem, vi har sex med. Og jeg får også ejerfornemmelser og kan blive jaloux, men ikke hele tiden. Og det er vel kun sundt, at jeg ind i mellem kan finde ud af bare at følge min lyst, uden at det skal betyde mere, end det gjorde i øjeblikket. Men det gør mig vel hverken kold eller løs på tråden. Og som min roskildef-ling siger; "bare fordi det er en engangsting eller noget' der ligner, behøver det jo ikke være uden varme og kan sagtens være noget fint og dejligt" Og det var det! Det rart og dejligt, og jeg blev bekræftet, som vi kvinder nu engang i mellem ynder at have brug for.

Og så opdagede jeg noget om ham, som jeg ikke havde regnet med. Han er ligeså glad for at putte og ligge i ske, som jeg er. Det er der måske nok mange, der er, men jeg har oplevet min del af engangsknald, der ikke har fattet, at punkt nr.8 (læs Mandeelske-listen) er det vigtigste af alt. Jeg søger intimitet, når jeg har sex, ikke kun penetrering. Og når man som jeg er single, er behovet for at blive holdt om og puttet med endnu større, fordi man ikke får det på daglig basis. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg hellere vil undvære sex end undvære at ligge i ske. Og det mener jeg 100 %. Tag endelig ikke fejl, jeg elsker sex, og jeg kunne have det hele tiden hvis muligt. Men hvis ikke jeg har en par mandearme om mig bagefter, så ødelægger det lidt det hele. Og her er min flirt leveringsdygtig i et pragteksemplar. Jeg føler mig lille og passet på i dem, og det er præcis, som det skal være. Og den slags kan man altså sagtens få, uden at der følger svigerforældre med. Det er helt grati,s hvis bare man melder ud fra starten, hvad intentionen er. Which is why, jeg fik lov at sove i de arme igen i nat. Kun sove (og rumstere en del, hvis du spørg ham), for det var det, jeg havde brug for, og han kunne give det. Husk det folkens - husk at ligge i ske. Også med hende eller ham du ikke har tænkt dig at være sammen med igen. Det er for godt til at lade være, og hvad kan gå galt, helt ærligt?

Kussesumpen præsenterer: Den første gæsteblogger

Siden bloggen gik i luften har vi modtaget en del henvendelser fra kvinder (og enkelt mænd), der gerne ville skrive et indlæg her på siden. Det er jo dejligt, at vi taler til mennesker og giver dem lyst til også at udtrykke sig. Så derfor har vi valgt, at bringe vores første gæsteblog i anledning af sommerferien. Nyd et brøl fra "Primatkussen":

Citronfjæs! Det kalder jeg det ansigt som min bolleven laver når han får orgasme.  Han lukker øjnene i, han spænder i alle musklerne omkring munden og ligner mest af alt en mandlig, skægget udgave af Edvard Munchs "Skriget". Det hjælper heller ikke at mit væg er flerfarvet, så det rent faktisk ligner lidt det billede.

Orgasmefjæset lagt til side. Det jeg vil tale om er de følelser som nødvendigvis må opstå mellem to venner, som primært fungerer som bollevenner. Jeg har i lidt over syv måneder været sammen med den samme bolleven. Vi aftalte fra starten, at ingen af os kunne overskue det der med kærester, og at det kun skulle være dét: Nemlig bollevenner. Problemet er, at nu er jeg selvfølgelig begyndt at udvilke følelser for ham. Selvom jeg sagde det ikke måtte ske, skete det nu alligevel. 

Rent tilfældigt finder jeg ud af, at han har fået sig en kæreste, og derfor kan vores lille arrangement jo ikke fortsætte. Jeg ved jeg har følelser for ham nu, fordi det gør ondt at miste ham. Selvom jeg intet kender til den nye kæreste, ved jeg at hun er en total idiot!

Fortvivlet gik jeg og spurgte migselv: Hvorfor ender jeg i denne situation, når jeg nu så omhyggeligt har gjort alt det rigtige for at undgå den? Er jeg (eller vi kvinder) så skide primitive, at vi falder for enhver bare vi får noget god og nærværende pik?

I århundreder har kvinder kæmpet for at blive frigjort. Ikke at skulle ligger under de behårede såmaskiner, både fysisk og mentalt. Men i sidste ende er det dét mit underbevidsthed vil. Ikke min selvbevidsthed som er den der skriver dette indlæg.

Til syvende og sidst, er det nok bare mig der er en svækling. I stedet for at lade ham gå og blive forelsket i en anden, skulle jeg måske bare have tage ham og holdt fast. Det fortryder jeg i hvert fald nu. Men jeg kan stadig ikke lade være med at ryste følelsen af ikke at være i kontrol af mig. Jeg vil så gerne være en moderne og stærk kvinde, som har one-night stands, bollevenner, trekanter osv. Men i sidste ende er jeg der en del af mig, som er en kvinde bedst beskrevet i bøger som er hundrede år gamle. Simpel og dum. Jeg vil bare have en mand til at passe på, føde hans børn, og elske ham. Er det forkert? Jeg lærer alle steder at de følelser er kvindeundertrykkende. Det får mig til at føle mig som et simpelt dyr.

Zoologisk have er der jeg hører til. I et glasbur på påskriften: Kvinde! Må ikke fodres. Dette eksemplar er fremavlet i fangenskab. Uden kontrol over følelser og krop, er hun en slave villig til at underlægge sig enhver primat, med et testosteronniveau der kan måles! Advarsel - indgang på eget ansvar.

// Primatkussen