New York City har fortalt mig, at Jane Austen var god i sengen...

                                                        

Jeg har en stuebirk i min stue. Selvom jeg pt er udstationeret i New York City, så er det tilsynelandende ikke en pyntegenstand, der er mulig at flygte fra. Måske forstår jeg meningen med planterigets svar på en hyæne, når jeg på et tidspunkt mener jeg er voksen. 

Ser man bort fra det grønne helvede, er her fantastisk. Hverken mere eller mindre. Udtryk som smukt og vidunderligt møder forfærdeligt og hektisk og går på en eller anden måde op i en stor enhed, som danner rammen for New York City - drømmenes by! Når man sådan er udstationeret, sætter det ens liv og eksistens i København lidt i perspektiv. Ikke ment som en dårlig ting. Slet ikke. Jeg tror jeg har godt af det. Jeg tror alle har godt af den form for rusketur. Men følelsen af at være ensom blandt 8 mio mennesker, er nu altså en sær følelse (måske jeg skulle genlæse Satres 'Ensom blandt mennesker', nu jeg alligevel render rundt og gør mig store, banebrydende tanker om min eksistens. Hmmmm....) En følelse, som jeg på en eller anden måde føler mig virkelig hjemme i.

Jeg har lagt sex og onani på hylden, ihvertfald lidt endnu. Det er sjovt, ikke, for jeg føler mig simpelthen som det mindst sexede menneske her. Jeg slås dog lidt med, at synes det er en positiv ting... Tilgengæld er jeg begyndt at læse en bog, jeg ikke har åbnet siden jeg var 13 år og håbløs romantiker - Pride and Prejudice. Når man ligger midt i central park, som jeg gør nu, midt i drømmenes by, og læser Jane Austen, synes alting lige pludselig langt mindre kompliceret eller svært. Pessimismen forsvinder, ihvertfald for en stund og det er virkelig oplivende. For helvede, hvor er det oplivende. 

Jeg mener, jeg bor en i skotøjsæske fire gader fra Columbia University, sammen med en sød svensk pige, Marta. Jeg går i skole nogle timer om dagen og ellers går jeg rundt med alle sanser placeret uden på tøjet. Jeg er smadret i knolden om aftenen og mine sanser er flade for batteri og skriger efter opladning. Min hverdag her, er så ukompliceret og let.  For sevans, det er livet. Ja, jeg lyder fucking frelst og det er jeg måske også. 

Men hvis jeg fremover kan leve livet halvt så sejt, som hende på billedet, så tror jeg ikke, jeg kan bede om mere! 

Good vibes og indre karma // yngstekussen 

Elfenbenstårne, sms'er og intitativer

Dette indlæg er faktisk et stykke bestillingsarbejde. Og dem laver jeg ellers ikke. Ja, jeg er ligesom de lidt for smarte DJs i det Københavnske natteliv - du kan ønske alle de Nik og Jay-sange, du vil. Jeg spiller kun elektronisk musik, ingen kender, men som jeg selv synes, er mega hip. Selv ultraseje DJs gør dog en undtagelse i ny og næ. Og det gør jeg selvfølgelig også.

For nylig modtog jeg følgende sms fra en veninde:

"Kære Skat. Jeg har et lille ønske. Kan du ikke skrive en kussesump om mænd som IKKE handler! Hvorfor inviterer han mig ikke i fucking bio? Hvorfor ikke ud at spise?! Han sender 100 forskellige signaler, og jo jeg vil gerne knalde, men jeg vil også i bio! Jeg er en kvinde! Jeg har brug for sex og omsorg! Hvorfor skal relationen bygges op over 3 måneder med babyskridt? Jeg husker hans boller var så, men så små? Er han bange? Er han mors dreng? Er han kedelig? Er jeg kedelig? HANDL NU!"

Normalt ville jeg være hurtigt til at svare med et klart og tydeligt "He's just not that into you."(Ingen referencer til filmen forøvrigt, som er en tarvelig chicflick, der modsiger sine egne pointer). Det er min erfaring, at der aldrig kommer noget godt ud af at forklare eller undskylde fyre, der ikke gør en indsats. Måske går der i øjeblikket et skår i selvtilliden, når selverkendelsen taler. Men man kommer så meget hurtigere videre med sit liv. Og ærligt talt, så fortjener alle kvinder en mand, der kan fortælle hende, at hun er fantastisk i (næsten) alt, hvad hun gør.

Nå, men altså. Det svar er selvfølgelig ikke nok til et helt blogindlæg. Så jeg forsøger lige med nogle andre perspektiver. Det hører med til historien, at de to faktisk har knaldet. Det var sådan, det hele begyndte. Så altså, han har (i hvert fald på et tidspunkt) haft lyst til at knalde hende. Og han sms'er hende på dagsbasis. Men der sker lige som ikke mere. Hvilket klart er problematisk. Men hvorfor? Og hvordan løser man det? Det påstås, at mænd er ukomplicerede. Og det er de fleste heldigvis også - men relationen mellem mænd og kvinder er altid kompliceret. Det er det, der gør det spændende.

Denne her relation går vanvittigt langsomt. Og hun vil gerne have, at det går bare lidt hurtigere. Som hun så pænt formulerer det: "Jeg har brug for sex og omsorg". Det har vi vel alle. Både mænd og kvinder. Og altså, han handler ikke. Så mit umiddelbare svar er, at det må hun jo så gøre. Jeg ved, at der findes en del kvinder, der helst vil sidde i deres elfenbenstårn og vente på, at der kommer en mand og tager dem med på sin hvide hest. Men helt ærligt, vi lever i det 21. århundrede. Alle steder kæmpes der for ligestilling mellem kønnene. Vi provokerer og leger med kønsroller i et fedt. Så hvorfor kan vi ikke gøre det i datinglivet? Hvis vi virkelig gør så meget ud af ligeløn - burde vi så ikke også deles om restaurationsregninger, biografbilletter og den slags? Hvorfor køber hun ikke bare en buket blomster og tropper op på hans dørtrin? (Ok, indrømmet - det sidste ville nok skræmme de fleste mænd væk). Men  altså. Piger kan også tage initiativ. Det er ikke ukvindeligt, skræmmende eller usexet - og hvis nogen mænd synes det, så er det dem, den er gal med.

Så tag dog telefonen. Ring til ham. Inviter ham ud. Bare på kaffe og en gåtur. Og hvis han ikke samler den op - ja, så er vi tilbage til mit udgangspunkt - "He's just not that into you"

Kvindehadelisten

Dagens liste startede lidt i sjov som "kvindehadelisten" - vores pendant til de berygtede  mandehadelister, vi tidligere har postet. Men undertegnede opdagede hurtigt, at langt de fleste punkter på listen, lever jeg selv op til. Og hvad gør man så? Er man blevet det, man hader, eller hader man det, man er blevet? Jeg prøver at holde fast i stoltheden og har besluttet mig for, at selvindsigt og kvindehad godt kan gå hånd i hånd. Og så længe jeg indrømmer mine egne fejl, så må jeg godt pege fingre af andres bagefter...ikk?! Jo da....så derfor, et styks kvindehadeliste, i uprioriteret rækkefølge, med et fingerpeg per selvindsigt.

1.Kvinder, der tager andre kvinders mænd!

Ja hej, jeg hedder ældsten, og jeg har været den anden kvinde. Mere end en gang. Både af kærlighed og lyst. Og jeg er ikke stolt af det. Har ej heller intentioner om at skulle være det igen. 

I krig og kærlighed gælder alle kneb - men det er måske lige at gå over stregen at gå i krig med sin kusse som eneste våben. Det er ikke den, han forlader kæresten for, og hvis det var, så fortjener både du og kæresten bedre. 

2. Kvinder, der læser deres kærestes sms'er. 

Det skal stoppe nu! Lige nu! Det er muligt, det er din usikkerhed, der taler sit tydelige sprog her, men privatliv er privatliv - uanset om du stoler på ham eller ej.

3. Kvinder, der sladrer om andre kvinder. 

Her burde selvindsigten blinke alarmerende rødt hos alle kvinder. Og prøv ikke at bilde dig selv og andre ind, at det er løgn. Det kan selvfølgelig gradbøjes, men det er der, og det er et af vores værste karaktertræk. 

4. Kvinder, der forbyder deres kærester at have veninder. 

Som kvinde med mange mandlige venner er jeg godt træt af at være forbudt og farlig af den simple grund, at jeg har en kusse (og bryster større end gennemsnittet). Der er mulighed for, at du har din mands veninder at takke for hans forståelse for kvinder. Og hans mor selvfølgelig. Glem aldrig hans mor.

5. Usikre kvinder. 

Selvindsigtens ansigt er grimt og rynket her. Jeg ved rationelt godt, at der er tusinde helt fair grunde til, at du ikke svarer på min sms med det samme. At du ikke har tid til en lang telefonsamtale, lige når jeg har det, eller at du rykker vores aftale. Men der skal kun én mand til at ødelægge det for alle jer andre, og ja ham har jeg altså allerede mødt - og jeg tager mig selv i at blive tøsepigefornærmet og småmobset eller drøn usikker på tidspunkter, hvor der ikke altid er grund til det. Sooorryy ok!! 

6. Kvinder, der bebrejder den anden kvinde og ikke kæresten for utroskaben.
Bevares, had hende, hun er medskyldig, men det er sgu ikke hende, der har bedraget dig, søde skat. Meeeed mindre det selvfølgelig er din veninde. Så bebrejder du alt, hvad du overhovedet kan - dem begge to. 

(Hører du til de der måtte tilgive og arbejde videre med forholdet - så ignorer punkt 6. Så er du berettiget til at kanalisere din vrede i den retning - ellers når du aldrig frem til en tilgivelse).

7. Kvinder, der mener de ved, hvordan andre kvinder bør opføre sig. 

Hader dem, og hader selv at være en. Og så taler vi ikke mere om det!! 

8. Kvinder, der er utro.

Ret skal være ret. Hvis mændene ikke må, så må kvinderne sgu heller ikke. Hvis du har så meget brug for sex med andre - så bliv single. Her må man knalde alle dem man vil. Fedt ikk'?! 

9. Kvinder, der fuldstændig som katolikken forventer tilgivelse efter bekendelse af sine synder.
Bom bom, yep that's me.

10. Kvinder uden selvindsigt og selvironi!!

Er der noget ekstra kvindehad i posen? Kvinder. der ikke drikker øl fordi, det feder? Kvinder, der tvinger kæresten til at se "PS. I love you", men nægter at se Transformers med ham en anden dag? Kvinder, der ikke gider hans venner, men kræver, at han elsker hendes? Kvinder, der kan alt det, jeg ikke kan?

For god ordens skyld slutter jeg af med at henvise til punkt 7 en ekstra gang - lige efter, du har kigget på punkt 10 igen. 

Ungkusse søger moden mand

Jeg er en ung kusse - og stolt af det. Men jeg har en tendens til at finde sammen med ældre mænd. Og det er ikke kun de almindelige fem års aldersforskel vi taler om, men mindst otte og ofte mere. Jeg plejer at sige, at de kan noget andet, med hvad? Og er det absolut positivt? Holder det med ældre mænd?

Hmm nja altså.  For det første har de altid en masse bagage med sig, så som barn på vej,  en forlovet,  en kæreste, en stor krise i livet - find selv på flere. Er det noget, jeg gider bruge tid på i min alder? Jeg skal jo  leve livet - rende rundt fra diskotek til diskotek i en ti-hestes brandert. Ikke vide, hvad der er op og ned, men forhåbentlig finde en taxa og fremstamme min adresse.

Så hvad er det lige, der sker for min tendens? Er det måske, fordi jeg er 80 år inden i? Holder af at spille kort og går i seng kl 21 - helst ikke senere! Bruger dejlige gamle danske ord? Har en bingo klub om søndagen?

Nej, i virkeligheden skyldes det, at jeg har en illusion om, at ældre må være mere modne - de ikke vil holde mig for nar, de er ærlige og vil mig 100% uden at være teenage-forvirrede. Måske er jeg lidt naiv, for sandheden er dog en noget anden. Gammelt kød kan sgu også skuffe, været mere forvirret end små teenage drenge, lyve og alt andet, som ikke passer til min illusion.

Og det irriterer mig! Og ja, jeg ved godt, at det ikke er alle mænd over 30, der er sådan, men tillad mig lige at være bitterkussen! For jeg er træt af teenage-forvirrede mænd, som  gerne vil, og så ikke, og så vil de, også ikke. STOP det - vær en mand og gør, hvad du har lyst til. Og vil du gerne knalde mig, så drop det der 'nu vil jeg, nu vil jeg ikke'-pis. Du er et skuffejern (ja, det er så den mandlig pendant til narrefisse, indtil der er fundet et bedre), når du gør det, og du har forhåbentlig selv mødt en narrefisse eller to i din tid - og det er ikke sjovt vel?!

Nå - bitterkusse slut. Holder de ældre mænd så? Det tror jeg, de gør. Det er nok mere mit valg af mænd, end det egentlig er deres alder, der er noget galt med. Og dumme mænd kommer (desværre) i alle aldre. Men jeg har besluttet at tage sagen i egen hånd. Fra nu af skal alle, der har en bagage screenes. Og alt der bipper (her snakker vi: gift, forlovet, kæreste, gennembrud med X'er og så videre i den dur) skal ikke nyde noget som helst af mig.